SS: Et villigt og effektivt redskab for nazisternes forbrydelser; en institution, hvor krig var uden grænser, og skabelsen af et nazistisk Europa var soldaternes eksistensberettigelse.

Det begyndte med dannelsen af Stosstrup Adolf Hitler, en gruppe bodyguards der skulle beskytte Hitler ved offentlige møder – og angribe hans modstandere – allerede der trådte de et skridt for langt.

Senere frigjorde SS sig fra SA og gik så vidt som til at stoppe SA-mændenes vandalisme under partidagen i Weimar i august 1929. Efterhånden kom efterretningsvirksomheden til, og SS tog sig af sikkerhedsopgaver – bredt fortolket – der ikke havde militær karakter.

SS var Himmlers baby, og han ønskede at gøre SS til Kerntruppe der Bewegung, den tyske hærs rygrad. Der var skoler og adgangskrav for dem der søgte SS: Man skulle være mindst 170 cm høj og kunne udvise et stamtræ tilbage til 1800 uden jødiske eller sindssyge forfædre.

SS tog udgangspunkt i nazistisk ideologi, men denne fik særlige nuancer såsom dyrkelsen af den nordisk-germanske race og den elitære orden i organisationen. Med til undervisningen hørte racelære, antisemitisme, agrarromantik, forherligelse af den tyske historie, mandighedsbegreber og elitisme. Der blev lagt vægt på imagepleje, korpsånd, beundring og ærefrygt fra omverdenen.

I værket gennemgås omhyggeligt Waffen-SS’ historie omfattende den interne organisering og udviklingen til 38 divisioner i 1945 samt de forbrydelser som SS begik. Især det sidste er barsk læsning, selvom SS’ medvirken i mord er velkendt, og der er dokumentation for, at SS begik langt flere og mere grusomme krigsforbrydelser end værnemagten.

Meget af holdningen i Waffen-SS’ til det at myrde mennesker kom fra overbevisningen om den ariske races overlegenhed. I forbindelse med kampe mod russerne, sagde læren fra Waffen-SS, at Den røde Hærs soldater var brutale og racemæssigt disponerede for grusomhed, og et brev viser, at en soldat i Waffen-SS med gru tænkte på hvordan de lyshårde nordiske kvinder ville blive behandlet, hvis Skandinavien blev løbet over ende af sådanne typer! Krigen blev for SS’erne en eksistenskamp mod undermennesker.

Den anden side af det racemæssige var planlægningen af ægteskaber, orlover der skulle lægges, så de faldt sammen med hustruens ægløsning, i det hele taget racepleje.

Men trods dokumentation og viden om konteksten kan man stadigt undre sig over, hvordan det lykkedes de tyske ledere at få massedrab til at fungere som gode, opofrende og ridderlige nazistiske gerninger.

Bogen indeholder selvsagt en vurdering af, hvorfor Waffen-SS var så ekstremt brutale. Nogle ordrer er kommet fra det øverste sted, men udi brutalitet var der også flere SS’ere der gik enegang.

Diskussionen om ondskab og bødlen i den almindelige soldat er også omfattet. Det kan undre at Hannah Arendts værk Ondskabens banalitet ikke er nævnt, for hun har da om nogen analyseret netop dette område.

Med 100 siders noter afsluttes det omfattende værk om verdens farligste dyr.
Man kan ikke ignorere de gerninger, de begik, og karakteren af det system, de kæmpede for – nazisme og udryddelseskrig er centrale emner.

Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen, Peter Scharff Smith

784 sider

Gyldendal

Udgivet: 06.11.2015