Veninder for altid er den 23-årige lærerstuderende Camilla Wandahls sjette pigebog og den tredje bog i serien om de fire 11-12 årige veninder Ji, Jose, Tammy og Ane. Hver af venindebøgerne har en af de fire piger som fortælleren og denne gang er turen kommet til Ane. Vi er nået frem til sommerferien mellem 5. og 6. klasse, og denne ferie byder på store loyalitetsproblemer for Ane. Ane elsker at spille håndbold og spiller i en håndboldklub, men for hendes tre hjerteveninder er håndbold noget temmelig uinteressant.
Problemerne opstår da pigernes fritidsklub beslutter at lave håndboldtræning i sommerferien, for Ane er bange for at veninderne synes at hun svigter dem, når hun spiller håndbold med nogle større piger fra 7. klasse.

Pigerne skal i sommerferien en uge til Bornholm med fritidsklubben. Her tilspidser problemerne sig da det bliver arrangeret at de håndboldinteresserede piger i fritidsklubben skal spille kamp mod et bornholmsk hold. De fire veninder deler selvfølgelig telt, men Ane har det dårligt med at håndboldspillet fører til at hun er meget sammen med håndboldpigerne, samtidig med at hjerteveninderne ikke gider at bruge tiden på at se hende spille. Ane har svært ved at forstå deres totalt manglende interesse for hendes elskede spil. Samtidig er Ji meget ked af det fordi der er voldsom knas i hendes forhold til kæresten Frederik, og hun trænger til trøst fra veninderne.

Veninder for altid sigter fortrinsvis mod piger i alderen 10-14 år og deres mange problemer med at finde og definere sig selv i forhold til venner og veninder. Hjerteveninderne er nok det vigtigste i deres liv indtil der begynder at komme kærester ind i billedet. Det er svært at finde ud af, hvordan man skal håndtere sin tilværelse. Kan man tillade sig at have egne interesser som ikke deles af de nære veninder? Hvor meget tid kan man bruge på en kæreste i forhold til veninderne? Hvordan skal man forholde sig, når nye veninder kommer ind i billedet? Kan man sige det til veninderne, når man føler sig svigtet af dem?

Camilla Wandahl kommer i sine fremragende pigebøger langt omkring i præ-teenagernes pigeunivers og får belyst rigtig mange problemer, og bøgerne bevæger sig ubesværet, realistisk og nærværende i ungpigeuniverset.

Veninder for altid
Forfatter: Camilla Wandahl
104 sider
Forlag: Høst & Søn
Udg.: 20.10.2010
Jan Vandall