Som en vigtig metafor strømmer det sarte, gennemsigtige glas livagtigt gennem hele Katinka My Jones’ digtsamling Sølv.

Digtene er delt op i fem suiter: jeg, gave, spejl, port og hest. Digtene er enkle og rytmiske, hvor især to elementer tydeligt ses: synet i form af øjne, lyset, elpære og vandet, hvor både regn og fiskenes vand iagttages. Katinka My Jones lader de nøgne substantiver fortælle små forløb uden brug af meningsstyrende adjektiver. Dyr – især hesten – betragtes indgående

Et af digtene synes at samle flere vigtige elementer:

Jeg er mere fascinerende end noget andet/når jeg drømmer om heste og glas der falder/mod jorden uden at splintres.

Jeg bilder mig ind at kunne se igennem/min egen hånd når jeg holder den op/tæt på en elpære.

Jeg kan ikke se gennem hånden,/ men jeg kan se halen på den voksne frø/ når jeg sidder ved mosen.

Her fægter fiskene lydløst under vandet./ Her skriver jeg om fiskene under vandet./ Min hånd er mekanisk og fuld af sølv.

I de første to strofer er der tale om drøm og indbildning: en hest og et stykke glas som ikke går i stykker eller bliver beskadiget ved et møde med den barske jord. I tredje og fjerde strofe vender virkeligheden tilbage. Jeget kan selvfølgelig ikke se gennem sin hånd, og det frodige liv dukker frem: frøen og fiskene, mosen og vandetHånden er uhyre vigtig. Det er trods alt den som styrer hele processen med at nedskrive digtet, måske bliver den mekanisk, når alle drømmene falder til jorden.

My Jones er et spændende bekendtskab, der med sin tætte form formår at nærme sig flere af livets problemer: Hvad er virkelighed, og hvad er drøm?

Forfatter: Katinka My Jones