Beretning om børnehjemmet Uummannaq med interviews af ti af dets tidligere beboere. Uummannaq er navnet på den by, hvor børnehjemmet ligger. Byen ligger 460 kilometer nord for polarcirklen, og der bor 1300 mennesker i byen. Selvfangst er en vigtig del af den daglige kost, fordi der i vinterhalvåret ikke kommer skib med varer.

Børnehjemmet skal være ‘tryghedstæppe’ for de svigtede børn, og det skal være deres hjem. Der er meget lille udskiftning af personale, børnene bor i storfamilier med pædagogerne, og krammere er en del af pædagogikken, i det omfang børnene selv vil.

Børnehjemmet nyder godt af opbakningen i lokalsamfundet, og dets børn er velkomne, accepterede og ligeværdige. Ture ud i naturen med fiskere eller fangere indgår i pædagogikken, og denne miljøterapi er der også en del af de ti fortællere fra børnehjemmet, der har lagt vægt på. Børnehjemmet har bestemte regler og ritualer, fordi en væsentlig del af projektet er at skabe tryghed for børn, hvis liv netop ikke har været præget af det.

Bogen er smukt layoutet og man kan nyde de fine maleriske fotos af Uummannaq og omegn.

Fortællingerne fra de ti tidligere børnehjemsbørn er derimod barsk læsning, præget som de er er af misbrug, druk og magtesløse forældre. Det forunderlige er, at børnene trods barndommens svigt alligevel er i stand til at skabe deres egne familier og gøre det bedre, end det de selv har oplevet.

Lise Andersen understreger betydningen af det terapeutiske i de hårde aktiviteter – eksempelvis hundeslæderejser – som børnehjemmet arrangerer for børnene, og ligeledes fremhæves begrebet ‘efterværn’, det at børnehjemmets pædagoger er til stede for barnet, efter at det er fyldt atten år og har forladt børnehjemmet. Efterværnets to hovedopgaver er at hjælpe den unge til uddannelse, bolig, arbejde og til et selvstændigt liv men med mulighed for at hente støtte hos børnehjemspædagogerne.

Uummat

– fortællinger fra hjertet

Birte Strandby