Nordkorea er angiveligt verdens mest lukkede land, og de oplysninger vi har, stammer hovedsageligt fra de 30.000 nordkoreanske flygtninge der befinder sig i Sydkorea, og den beskedne litteratur om landet vi har i Vesten: eksempelvis Eunsun Kims Min vej ud af Nordkorea – Ni år på flugt fra helvede og Blaine Hardens Escape from Camp 14.

Så Kåre Bluitgens omfattende værk falder på et tørt og ubegroet område, og det både be- og afkræfter de fordomme, vi og vores medier sædvanligvis lufter. Bekræfter fordi lukketheden, diktaturet og det show der stilles på benene for turisten er så fantastisk gennemført, som dem vi har hørt om i andre diktaturer, i Cambodja, i Sovjetunionen illustreret i værker som Solsjenitsyns roman En dag i Ivan Denisovitjs liv; og afkræfter fordi nordkoreanerne og Nordkorea naturligvis også er meget andet, et samfund med sin egen version af konfucianismen fyldt med symboler og referencer til store helte og ydmygende underkastelse.

Nordkorea er ved at åbne for omverdenen. Med Kåre Bluitgens ord ‘en sprække så smal’ at de færreste kan finde den, men Bluitgen får indrejsetilladelse, en guide, en tolk og en chauffør stillet til rådighed, og han besøger monumenter, museer, en børnehave, et universitet. Alle besøg skal planlægges, og planen skal følges.

Museer og monumenter åbnes for ham alene, og personalet er til rådighed for den vestlige journalist der vil skrive en bog – det sidste til stor bekymring for guide og tolk. Bluitgen får nøje besked på, hvad der må fotograferes, og flere besøg er orkestreret som rene skuespil. I børnehaven er børnene omhyggeligt instruerede i, hvordan de skal opføre sig, og blandt de små ser han kun et enkelt tilfælde af spontanitet. Børnene er fra fem til syv år i denne elitebørnehave for særligt musikalske børn. En pige demonstrer sine forbløffende evner på klaveret: … havde jeg set det på YouTube, ville jeg ikke have troet det. Der er to kvindelige pædagoger til tyve børn, en uddannet og en ikke uddannet. De små har tidligt pligter og uddannes i troskab, og på væggene findes billeder af koreanske børn der banker amerikanske og japanske soldater. Ubevidst opererer man med et begreb, som Bluitgen kalder rituel sandhed. Man siger ikke, hvad der er sandt, men hvad man ville ønske var sandt. Det forklarer også skuespillet i børnehaven.

Alle børn fødes på hospitaler. Det er for farligt at føde hjemme, og der er 18 undersøgelser under graviditeten. Modsat den internationale trend udgør kejsersnit kun godt 10 %. Trillingefødsler udløser gaver til forældrene og de små, men børnene der ses som en særlig gave tilbringer deres første fire år i en døgninstitution.

Juche er den herskende verdensanskuelse i Nordkorea, og den er baseret på at: mennesket er herre over naturen og samfundet og den afgørende faktor, der bestemmer alle ting. Mennesket er i centrum som en del af det overordnede, fast strukturerede og stabile menneskelige fællesskab:

Vores far er Kim Il Sung

Vores hjem er i partiets skød

Vi er alle søskende

Vi misunder intet i verden.

Juche er desuden baseret på uafhængighed af andre nationer, og her har Nordkorea en ret bitter historie.

Historie og politik udgør en væsentlig del af værket, og naturligvis diskussionen om Nordkoreas lukkethed. Den beskedne åbning mod omverdenen afslører sig i et enkelt billboard, en aftale med 30 lande om gensidig beskyttelse af udenlandske investeringer, en ny elite af entreprenante cowboykapitalister der kan bevæge sig næsten frit ud og ind af landet.

Det er en fantastisk bog. Den er velskrevet og fængende. Man kan være enig eller uenig i Bluitgens politiske betragtninger, men ikke et afsnit er overflødigt.

Kåre Bluitgen

Jeg vil gerne klippes ligesom Kim Jong Un

– indtryk fra Nordkorea

754 sider

Forlaget Tøkk

Udgivet: 28.10.2016

Birte Strandby