Fortællingen om Barbara og Bill og hvordan man kommer videre.

Bill søger tilflugt på barndommens ø efter en ekspedition i ødemarken og et afsluttet forhold. Noget lignende har Barbara oplevet og dertil stress som læge i København. På den tyndt befolkede ø prøver de at komme til hægterne.

Bill tager til øen også for at besøge en døende ven, og Barbare møder præsten Mie, der var hendes veninde mange år tidligere. Bill møder desuden Mie, og her er andet på spil end venskab, men ellers går de rundt i hver deres små cirkler, indtil Barbara en dag redder en lille dreng fra at drukne. Det fører hende ind i øens hjerte, til den lille kreds af øboere. Den lokale læge inviterer hende hjem til te og tøjskifte, og kort efter foreslår han hende at hjælpe til i hans klinik.

Barbara går op i sin nye lægegerning med liv og sjæl og får også hjulpet en kvinde – en hårdnakket modstander af hospitaler og læger – ind på hospitalet på fastlandet.

Sammen afdækker Bill og Barbara en fælles, tragisk historie. Den er ikke kun tragisk, fordi de begge har mistet, men rummer også en vigtig erkendelse af menneskets ubetydelighed.

Romanen er krydret med især Bills oplevelser og Barbaras overvejelser om multiverset, skæbner og liv. 

Man burde blive klogere på sig selv, jo længere man lever, men jo ældre jeg bliver, jo mindre forstår jeg.

Det handler om overskudsmennesker ramt af periodisk underskud i intellektuel ø-idyl. Smukt, flydende sprog og dybe tanker om erkendelse. På overfladen er det lidt mere stilfærdigt kun afbrudt af glimt af dramatik.

Universets centrum

Jakob Vedelsby

228 sider

Arabesk

Udgivet: 2022

Birte Strandby