Vi har mere end nogensinde før brug for at få opfyldt de store drømme!
Roman om en skæbne og om livet i Japan – fra atombomberne faldt til tsunamien i 2011.
Kazu er født samme år som kejser Akihito, 1933, og deres sønner er født samme dag i 1960. Skønt jordemoren mener, at det er tegn på lykke, er det ikke helt sådan Kazu opfatter det. Han genoplever sit liv, samtidigt med at han beskriver Japan og landets udvikling.
Han arbejder to døgns rejse fra familiens hjem for at kunne sende penge til forældrene og til sin søns uddannelse, men umiddelbart efter at sønnen er færdig med at læse, dør han i en alder af 21.
Det går op for Kazu, hvor lidt han kender sin familie. I de næsten 40 han arbejder væk fra familien har han i alt boet sammen med sin kone i et år. Han når at være pensionist et par år, men ender med at tage til Euno Park i Tokyo og bosætte sig i en hjemløselejr. Efter sin død er han stadigt tilknyttet parken.
Romanen er dybt fascinerende. Med næsten kaleidoskopisk blik får Kazu alle nuancerne med fra formidlingen af Redoutés blomsterbilleder til samtaler mellem mennesker i Ueno Park.
Kazu er en nøgtern iagttager, men efterhånden en desillusioneret mand, og Japan er med al sin velstand ikke et land uden fattigdom og håbløshed. Især fremstillingen af de hjemløse, der sommetider jages væk af politiet og andre gange overfaldes af ungdomsbander, er hjerteskærende, og det samme kan man sige om Kazu og hans families endeligt.
Ueno Station, Parkudgangen
Yu Miri
Oversat af Mette Holm
173 sider
Korridor novella #23
Udgivet: 01.03.2023
Birte Strandby
