– Jeg kan lide at være døende.

– Så er du endnu mere ubegavet, end jeg først antog, …

Bertil, jeg-fortælleren, er 40 år og bor hjemme hos sine forældre. Han har to krysantemumbomber og planlægger sit selvmord med en sprængning af hønsehuset. Men det bliver ikke til noget. Han kan ikke tage sig sammen, og til sidst bliver det hans mor for meget. Hun trækker Bertil med på jobcentret, og han bliver besøgsven hos Judith. Judith sidder i kørestol er efter eget udsagn halvblind og halvdøv og der er bestemt ikke kærlighed ved første blik. Bertil mener, at han måske har fobi overfor gamle mennesker, og Judith har heller ikke høje tanker om Bertil.

Alligevel nærmer de to sig hinanden. Deres samtaler er præget af brutal ærlighed, og de suicidale tilbøjeligheder synes at være noget, de kan være fælles om.

Judith får overtalt Bertil at stjæle sin families bil, så de sammen kan tage sig af en syret bisættelse af asken fra Judiths afsatte ben. I det hele taget mødes Judith og Bertil ikke der, hvor resten af menneskeheden befinder sig.

Bertil er en tragisk person i et tragikomisk drama. Udviklingen i de tos forhold er ikke overraskende, men vejen dertil har nogle interessante humpler undervejs. Sproget er adræt og opfindsomt, men Bertil er lidt for navlepillende til at være rigtig interessant.

Til gengæld er der perler af syret humor gennem hele romanen:

Selvmordsspørgeskema: … Bruger du tid på asbestlofter? Researcher du tit giftige svampe? Hvis din depression var en fryser, hvor dyb ville den så være?

Dødsmoden

Simon Holm Pedersen

234 sider

Gyldendal

Udgivet: 2023

Birte Strandby