Den 22/11 2019 forsvandt Nørreport Station i et rygende krater, der trak S-tog, fjerntog og metro med sig i dybet. 345 mennesker mistede livet.

Danmark har været udsat for endnu et terrorangreb, og det har regeringen brugt som motiv til at vedtage Terrorpakke III, der tager alvorligt fat i danskernes frihed, eller som beskrevet med thrillerens metafor: Statens jernnæve strammede til om danskernes hals.

Det er et hårdt trængt fremtids-Danmark, ikke kun demokratiet er ramt. Vejret løber også løbsk med lynnedslag og oversvømmelser. Og ved hovedbanegården bor hjemløse, på Tietgensbro bor familier med børn i små telte.

Magten i Danmark er fordelt mellem korrupte politikere, økonomisk overklasse med skudsikre biler og et skummelt netværk. Elektronik og våben er avancerede. En drone sendes efter statsadvokaten med et skud gift, og justitsministeren bliver også forgivet.

Drabschef Brix bliver sat på mordet på justitsministeren. Han havde ellers planlagt førtidspension og ny tilværelse med ny hustru og ny baby, men render i stedet ind i komplicerede forbrydelser begået via håndlangere. Umiddelbart synes motiverne at være politiske og terrorrelaterede, men ved nærmere eftersyn afsløres trafficking og handel med organer.

For Brix bliver det lige lovligt spændende, da det viser sig, at hans voksne datter også er impliceret, og hans kone vikles ind i vanvidskørsel og skyderi på en velbesøgt badestrand. Tempoet er højt på de sidste sider, og til slut lige når man skal til at slappe af, viser det sig, at det skal man slet ikke – slappe af altså.

… tror I virkelig, vi har demokrati? Så er min røv en vandflyver.

Trojanske heste er en uafhængig fortsættelse af Fjernstyring – også fra 2017. Portrættet af det dystopiske Danmark er glimrende, og krimien har mange fine nuancer.

… der er nogle, der synes, vi betaler rigeligt i skat. Men tænk over alt det, vi får for pengene. Bedre overvågning og politi i gaderne, nye kampfly …

Desværre lever sproget ikke op til den ellers gode iscenesættelse. Der er banale problemer med De, Dem og Deres, og nogle steder er det simpelthen vanskeligt at gennemskue, hvad der sker for hvem. Der er et uoverskueligt persongalleri, men dog en liste over aktører sidst i bogen.

Trojanske heste

Krimithriller

Bertelsen & Schwerdfeger

506 sider

Skriveforlaget

Udgivet: 2017

Birte Strandby