Tre i krig er en lille serie letlæsningsbøger for børn fra syv – otteårsalderen. De tre børn er Kaj, hans gode ven Ejner, og Kajs lillesøster Betty, der har en tilbøjelighed til at følge med hvor drengene går, selvom Kaj gør sit yderste for ikke at følges med hende.

Baggrunden er 2. verdenskrig ca. 1943, og stedet er en mindre by, hvor Kaj bor med familie og venner. Der er mange illustrationer, tegneseriestil der udvider historien med blandt andet en påklædning der passer meget godt til, hvordan børn gik klædt i fyrrene.

Sætningerne er korte, der er mange afsnit, og layoutet tager hensyn til nye læsere.

Besat

Bog 1

I denne første bog indtager tyskerne skolen, som Kaj og Co. går på. Deres lærer protesterer først, men protesten synes irrelevant stillet overfor det tyske militær med motorcykler, kampvogn og endda en lille mobil kanon. Så tyskerne overtager skolen, og ungerne går hjem. Om natten vækkes Kaj og Betty af skud fra haven, og de når lige at se deres lærer blive skudt og slæbt af sted af to tyske soldater.

Som en hævnaktion beslutter børnene at slippe rotter løs på skolen, hvor tyskerne har indkvarteret sig. Det bliver en farefuld færd, men børnene får hjælp fra uventet kant, og historien ender nogenlunde harmonisk.

Pistolen

Bog 2

Kaj finder en pistol i haven, hvor hans lærer blev skudt. Han gemmer den, for man ved jo aldrig, hvad man kan få brug for. Familiens nabo er jøder og bliver nødt til at rejse til Sverige meget pludseligt. Det skaber flere farlige situationer, men Kaj opfører sig som en rigtig helt, og slutningen er ikke så dårlig.

Flygtning

Bog 3

I Ejners hus sker der mærkelige ting, jord på gulvet og madvarerne bliver flyttet rundt. Kaj og Ejner – i følgeskab med Betty trods brorens protester – beslutter at løse gåden. Der venter børnene en overraskelse, og Betty møder igen sin tyske ven.

Piloten

Bog 4

Så er alle tyskerne på banen igen. Et engelsk fly nødlander, og piloten forsvinder. De tre børn opholder sig i orkanens øje under tyskernes eftersøgning, men har for en gangs skyld glæde af at være børn.

Og slutningen får man ikke mareridt af.

Skønt målgruppen er yngre, er der en vis lighed med tidligere tiders drengebøger, eksempelvis Jan-bøgerne. Sjovt nok er Kajs far markant ikke mindst på grund af sine holdninger, mens moren næsten ikke er med i billedet. Der er nogle dramatiske udsving, eller var det almindeligt, at tyskerne kørte med kampvogn og kanon ind på skolerne? Og så er der ‘den gode tysker’, der redder ungerne i flere omgange. Det kan bidrage til at give et nuanceret blik på mennesker, og alt i alt en fin serie med en lidt dramatisk fortolkning af begivenheder dengang.

Lene Møller Jørgensen

Illustreret af Rasmus Jensen

43 sider

Forlaget Elysion

Udgivet: Februar 2016

Lixtal: 12 – 13

Birte Strandby