The Room

Tommy Wiseau

Der er mange historier om grundene til at en film som The Room eksisterer, og hvorfor den er så populær, på trods af at den er anerkendt som en af verdens dårligste film. Blandt andet siges det, at The Room faktisk fik relativt meget støtte og blev set før sin færdiggørelse som det nye store trekantsdrama. Det lyder også, at instruktøren Tommy Wiseau i begyndelsen af produktionen fyrede alle sine skuespillere for derefter at ansætte folk fra teknikken til diverse roller. Dette siger måske en del om skuespillernes niveau i filmen. Der skal dog også en alternativ instruktør til, for at få folk til at spille sådan som de gør. Det siges også at Tommy Wiseau ikke kunne beslutte sig for, om filmen skulle skydes digitalt eller på 35-millimeter film; løsningen blev at tape et filmkamera til et digitalt RED-kamera. Dette kan forklare nogle af de mærkværdige vinkler i filmen, som da hovedpersonen, spillet af selveste Tommy Wiseau, fortæller om sin fortid. Kameraindstillingen er et total-skud, Tommy Wiseaus hoved er helt oppe i venstre hjørne, næsten ude af billedet. Det er en lang og personlig scene, mere eller mindre.

Tommy Wiseau spiller ikke bare hovedpersonen, han er som nævnt også instruktør, og producer, manuskriptforfatter og klipper. Dette lærer vi i filmens utroligt lange åbningssekvens hvor Tommy Wiseau, i stedet for at vise sit navn én gang, vælger at vise sit navn en seks-syv gange, således at vi kan nyde de mange ting han har lavet, hver for sig.

Tommy Wiseau

The Room kom ud i 2003, men det var først omkring og efter 2007 at den nåede toppen af sin popularitet. Særlig blandt unge studerende blev den ekstremt populær. Jeg var selv til visning af filmen i Café Biografen i Odense da den danske, officielle The Room-fanklub havde arrangeret det. Filmen blev indledt med oplæsningen af et brev, som Tommy Wiseau havde skrevet til klubben. Et meget mærkværdigt brev. De glade fans havde endda deres egne ritualer til filmen som at kaste plastikskeer på skærmen, hver gang det famøse, indrammede billede af en ske, som står i hovedpersonens lejlighed, fik sneget sig ind i baggrunden.

Tommy Wiseau

En del af filmens popularitet tror jeg, skyldes dens appel til folk der interesserer sig lidt for filmproduktion, for der er så mange ting i den der virker som om, at man har fulgt meget konventionelle, fortælletekniske greb, men med det værst tænkelige resultat.

Noget af det første man får at vide, hvis man får et kursus i manuskriptskrivning, er at folk aldrig bare taler sammen, de laver altid et eller andet imens. I den sammenhæng er der i The Room utallige scener hvori skuespillerne, imens de taler, på spøjs vis kaster en amerikansk fodbold til hinanden. I en af de mærkeligste scener står nogle af de mange karakterer i en gyde, ikke meget mere end en hel til en halv meter fra hinanden og kaster med bolden. Ligeledes har hovedpersonens kæreste Lisa i en scene været ude at købe ind. Hun tager sine indkøb ud af posen imens hun taler med sin veninde, men det gøres på en sådan måde, at hun, hver gang hun tager et objekt op af indkøbsposen, holder en pause, siger sin replik og ligger objektet på bordet, for så at tage et nyt objekt, sige sin replik og mekanisk placere objektet på bordet. Det er som om, at Tommy Wiseau kender reglerne for konstruktion af en samtalescene, men ganske enkelt ikke formår at bruge dem. Lignende resultater kan ses hos filmstuderendes første filmproduktioner, nogle gange er de så opsat på at følge reglerne, som nok egentlig mere er hjælpemidler, at det vi får, er en scene, som fuldstændigt illusionsløst illustrerer en regel og hvordan den i hvert fald ikke bør bruges. Kunsten i The Room er, at der på en eller anden måde alligevel opstår en illusion. Dette hænger måske sammen med, at den eskalerer. Normalt når en film er dårlig, så er den bare kedelig det meste af tiden og så er der måske et par scener som er ufrivilligt sjove. The Room eskalerer, den bliver vildere og vildere, hver gang du tror at du har set alt overrasker den i sit evige fald imod de skumle dybder, som er den ufrivillige komik.

Tommy Wiseau

Dårligt skuespil er noget som opstår i rummet imellem hvordan en person er normalt, og hvordan han forsøger at være i filmen, eller stykket. Der er altså tale om de steder i en skuespilpræstation, hvor skuespilleren falder ud af den karakter han forsøger at spille, således at vi kan se den del af ham, som ikke passer ind i rollen. Der er ingen tvivl om, at Tommy Wiseau spiller dårligt og at han er en af de mindst overbevisende skuespillere, men det som falder igennem hans præstation, som skulle være hans egentlige personlighed, er mere urealistisk end præstationen i sig selv. Der er ingen base i Tommy Wiseau som vi kan forstå og tænke, at han ”bare er et normalt menneske”. Der er med andre ord tale om et meget mærkværdigt fænomen, hvori der trods det faktum at skuespillet falder til jorden alligevel skabes en illusion, fordi vi som publikum ganske enkelt ikke kan identificere det, som står tilbage efter skuespillets fald. Dette mundede ud i, at jeg igennem filmen glædede mig til hver eneste scene, hvor jeg endnu engang kunne få lov observerer den mærkværdige person, eller persona, som er Tommy Wiseau.

Tommy Wiseau

Hver eneste scene i The Room er på sin egen måde en slags genistreg, jeg vil ikke nævne så mange flere her, men derimod opfordre folk til at se filmen, da den muligvis er en af de mest rendyrkede komedier nogensinde, forstået på den måde, at komediers største problem jo er, at de skal være intentionelt sjove. Der er ikke noget der er mindre sjovt, end en intention. Der er absolut ingen intentioner i The Room og det er ganske rart.

Jeg vil dog slutte af med endnu en reference, til en af de mest episke samtaler i filmhistorien:

Mark: How was work today?

Johnny: Oh, pretty good. We got a new client and the bank will make a lot of money.

Mark: What client?

Johnny: I cannot tell you; it’s confidential.

Mark: Aw, come on. Why not?

Johnny: No, I can’t. Anyway, how is your sex life?