(Spoilers, spoilers, spoilers!)
I Snowpiercer følger vi resterne af menneskeheden, som efter kemiske forsøg på at beskytte sig imod global opvarmning har formået at starte en ny istid. De tilbageværende holder sig i live ombord på et tog der er i konstant bevægelse og derved ikke fryser fast og som samtidigt samler ressourcer ved at bryde den is det kører igennem. Jernbanen er cirkulær og strækker sig over hele det euroasiske kontinent, så dette kan vare ved så længe som sporet fryses til bag dem og brydes foran dem. Toget er selvfølgelig klasseinddelt, og vi får som i den fantastiske svenske film fra 2007 Play en social metafor i form af togets vogne. Hvor Play dog blot brugte denne metafor som et kort indskud, så er den hele forudsætningen for Snowpiercer. Grunden til at jeg nævner Play, er da også bare, at man ikke altid kan se en politisk sammenhæng imellem dyre blockbuster Hollywood og neosocialrealistiske svenske film.
Pøblen er bagerst i toget, foran dem er de vagter som skal holde pøblen i skak, det tætteste man i filmen kommer på et portræt af mellemklassen, og derfra og fremad er der så kun rige, karikerede snobber.
Det er interessant, at kun politiet eller ”hæren”, minder om en mellemklasse. Jeg læste for nylig, at der i Italien efter anden verdenskrig var sammenstød imellem unge, røde studerende og det fascistiske styre. I den forbindelse erklærede den kendte instruktør Pier Paolo Pasolini, at den sande pøbel måtte være de fascistiske politifolk, da de studerende jo blot var privilegerede idealister. Snowpiercers politiske koordinater er i den sammenhæng meget klassiske i forhold til Pasolinis. Kliché ville nogen måske sige. Det er dog alligevel interessant, at man har valgt toget som metafor, da det jo passer så godt med Baumans ideer om moderniteten. Vi har i dag to klasser som ikke rigtig hører til et specifikt samfund, da de konstant er på farten. Den ene privilegerede klasse rejser for forandring og af lyst og luksus, hvor den anden rejser af nød og tvang. I Snowpiercer tvinges de til at dele det samme transportmiddel.
Vi følger Curtis (Chris Evans), underklassens rationelle good guy, som skal sætte revolutionen i gang når tiden er rigtig. Modsat i virkeligheden er der et helt bogstaveligt tidspunkt, hvor revolutionen kan begynde, når vagterne åbner dørene for at tælle befolkningstallet.
Revolution bliver der, fremad i toget går det og hver eneste togvogn byder på en ny konflikt som skal løses, vagter der skal overvindes og valg der skal træffes.
Det store twist kommer, da det afsløres, ligesom i The Matrix trilogien, at revolutionen blot er endnu et middel, som den etablerede orden anvender til at holde balancen. Mængden af ressourcer kan ikke altid hamle op med befolkningstallet, og så kræves der en revolution til at fjerne overskuddet af liv. Man kan spørge sig selv hvorfor, hvis styret er bevidst om dette, at de ikke bare slår folk ihjel direkte i stedet for igennem hemmelig kommunikation at provokere til revolution? Revolution var jo alligevel det de ville få, hvis de valgte at slå folk ihjel. Filmen har i den sammenhæng svært ved at beslutte sig for, hvorvidt den er en kritik af en politisk orden eller af naturen selv.
Der har altid været en mulighed for (som også er blevet brugt) efter store tragedier med store tab at forklare disse som en nødvendighed for det sociale system, som led under dem. Historikere og sociologer har haft det meget svært med at begå de krumspring man må gøre for at kunne erkende, at der desværre også var nogle ressourcemæssige, sociale og videnskabelige fordele ved holocaust, hvilket jo bare gør det hele endnu mere forfærdeligt. Tænk hvis verdenshistoriens største tragedie kunne betale sig!? Sådan en forklaringsmodel baserer sig imidlertid ikke på en eller anden ide om, at Hitler vidste hvad han gjorde og i øvrigt gjorde det for alles bedste. Det er muligt, at han selv mente dette, men den sociologiske og biologiske ide er imidlertid, at en social konstellation opstod som en reaktion på ressourcemangel, hvilken nødvendiggjorde reduktioner i systemet. Mere koldt og kynisk kan man vist ikke sige det.
I Snowpiercer er tragedien den, at det ses nødvendigt at reducere befolkningstallet, det er imidlertid en bevidst beslutning fra ledelsens side. Vi forestiller os altså ikke, som nogle sociologer og biologer, at der i sidste ende er tale om ustyrlige processer fra naturens side, men derimod at mennesket er kommet langt nok til at kunne styre disse processer, ikke ved at undgå dem, men ved at forudse dem og så selv iværksætte dem før de eskalerer over grænsen for det nødvendige. Togmetaforen illustrerer også fint, hvordan det er naturen der er med på vores tog og ikke omvendt. Det er dog mere komplekst end dette, for naturen kan alligevel kun reduceres til en hvis grad, hvilket nødvendigheden af revolution viser. Revolutionen afspejles i endnu en metafor, hvilken kommer til udtryk ved et akvarium ombord på toget. Vi kan tage et stykke natur med, i form af fisk, men for at det skal kunne holde, så bliver det nødvendigvis en del af fiskenes økosystem vi tager med. Vi kan ikke nøjes med én fisk, dens livsbetingelser skal også kunne opretholdes, hvilket betyder flere typer liv i samme akvarium. Flere typer liv som konstant skal opvejes i mængde og kvalitet og ligeledes reduceres af og til.
Snowpiercer er altså ikke bare en kritik af klassesamfundet, men en udtrykt frygt for det man kan kalde nødvendighedens agenda. Hvilken er hvad man kan frygte ligger for enden af videnssamfundets vej. Det ultimative argument for noget er videnskabelig nødvendighed, men dette har ikke noget særligt med moral og etik at gøre, så det er klart at man kan frygte fremtidens utilitarisme. Et inddelt samfund hvor man gør, hvad der er bedst for flest mulige, er et samfund hvor en eller flere klasser negligeres til fordel for de andre. Underklassen er jo som bekendt hverken den klasse som producerer den viden beslutninger baseres på, eller den klasse som skal udøve disse beslutninger.
Hvis man ville kritisere filmen for at forvirre en kritik af klassesamfundet med en kritik af naturen, så ville man gøre det på den baggrund, at den store leder af toget (Ed Harris), fremsættes som en slags gud. Men dette er lige præcis problemet, han er en slags gud, og det er ganske muligt for menneskeheden at nå til dette punkt. Hvis man er toppen af klassen og samtidig er mediet for alle videnskabelige nødvendigheder, så er man mere eller mindre guddommelig. Ikke mindst fordi vi har en tendens til at tilskrive viden til dem som kommunikerer den, som om de er det samme værd som deres viden.
Det skræmmebillede som Snowpiercer fremstiller, er et hvor nødvendighedens agenda nødvendigvis smelter sammen med politisk agenda og denne frygt er allerede relevant og til stede i dagens samfund. Det er på mange fronter i dag allerede umuligt at skelne nødvendighed fra ideologi, men det er måske også en fejl at forsøge, for siden hvornår har en ideologi ikke postuleret sig selv som nødvendig? Og siden hvornår har en nødvendighed stået udenfor en ideologisk kontekst?
Filmens løsning, eller mangel på samme er ganske enkelt at stå af toget. Den er totalt tvetydig med hensyn til hvorvidt menneskeheden kan overleve uden sit tog, uden sit hierarki.
Personligt tror jeg dog ikke, at dette er hverken nødvendigt eller muligt. For almene menneskers vilje er stærkere end deres kapacitet til at håndtere fakta, hvilket ofte medfører en masse dumheder. Det holder os imidlertid også fri for at blive fastlåst i nødvendighedens agenda. Folk er for det meste ligeglade med, hvad der er sandt og kan bevises, hvis det ikke stemmer overens med deres holdninger. I den sammenhæng skal den sandhed det er, at fakta aldrig taler for sig selv men skal italesættes nok komme til sin ret før ellers siden. Imens mængden af kommunikation vokser, så vokser kravene til bevisbyrder også, og det næste problem bliver nok nærmere, at alle er skeptiske overfor alt.
Overset film med nogle interessante ideer. Plottet hænger dog ikke altid helt sammen. Til gengæld er den da flot nok at se på.
7/10
Produktionsår: 2013
Instruktør: Joon-ho Bong
Medvirkende: Chris Evans, Jamie Bell, Tilda Swinton
Spilletid: 2 timer, 6 minutter
