I 2014 handlede Crazy Christmas Cabaret om One-Eyed Willy: The Quest for the Big Chest, og det er en fantastisk forestilling om livet og rænkespillene blandt piraterne i Caribien.

Der er flere skumle typer, kaptajn One-Eyed Willy, kaptajn Blackblood og en skotsk gast med irsk temperament, der lyder navnene mr. Stevenson, Louis og Robert Louis. Han overvejer at skrive en historie om Chest Island, men en af hans medgaster foreslår i stedet det mere velklingende Treasure Island.

De herrer sørøverkaptajner og sandelig også den kvindelige sørøver Cutthroat Kitty leder efter et skib og en skat i den rækkefølge, og så træffer de en naiv dansk pige, der netop har arvet et skib og et skattekort. Der er forviklinger, dramaer og kampe som det hører sig til i en rigtig sørøverfortælling.
Af stykkets mange spraglede personligheder bør fremhæves Mrs. Wilhelmina Hortensia Hornblower, der udmærker sig ved at være mor til One-Eyed Willy og muligvis fremtidig hustru til Dr. Van Helsingør, der bidrager til stykkets udvikling med sin store viden. Mrs. Hornblower er med sin anseelige størrelse også en prægtig bærer af de mest feminine kostumer, der sandsynligvis nogensinde er set på piratskibe.

Piraternes liv kompliceres af flere ting, men mest forhadt er den engelske flåde, der befinder sig ved Trinidad, hvor sørøverne søger efter skatte. Såvel englænderne som et skæbnesvangert møde med kvindelige kannibaler forstyrrer vejen til skatten og til One-Eyed Willy og Cutthroat Kittys store mål: at blive årets sørøverkaptajn.

De farverige personligheder karakteriseres ved interessante dialekter, iørefaldende retorik og et væld af referencer til andre sørøverfilm såvel som til historiske personer og begivenheder. Der er også referencer til nutiden, og de kvindelige kannibaler får lejlighed til at fastslå, hvilke to ting der gør mænd uundværlige.

Værtshuset i Port Royal hedder The Cock and Swallow og det udløser en mængde ordspil, de fleste under bæltestedet, og måske giver det også associationer, at One-Eyed Willys papegøje hedder Dick. Samme One-Eyed Willy har i øvrigt en del vanskeligheder med det maritime sprog: The ship is parked, hoist the thingy (= raise the sail),

Hele kabaretten er en energieksplosion af sang, dans og farver og med kraftig inddragelse af publikum, dels de sagesløse Gert og Magnus, der forventedes at bidrage med løsninger på problemerne og dels hele publikum, når der var behov for kor: Yo ho ho and a bottle of rum.

Kabaretten er skrevet af Vivienne McKee, der også har vægtige hovedroller.

Crazy Christmas Cabaret, den 15. november i Glassalen, Tivoli
Skuespillere og spilletider findes på Tivoli.dk