Sandra Bullock er et godt eksempel på det utal af skuespillere, som kom frem i firserne og halvfemserne, som dengang virkede unge og middelmådige, men i dag bærer en aura af erfaring og en forventning om at have modnet til stærke, kompromisløse skuespillere. Et andet godt eksempel er Tom Cruise som har fået lagt noget afstand til sit manglende talent, og har i hvert fald én utrolig stærk præstation i Paul Thomas Andersons film Magnolia. Andre eksempler er Sarah Jessica Parker og Julia Roberts der, trods tiden, ikke har udviklet sig overhovedet. Der er altså undtagelser til reglen, man er ikke god i dag, bare fordi man var middelmådig for tyve år siden.

Mennesket fra jorden

Sandra Bullock har helt klart flyttet sig, men hun er sgu stadig lidt irriterende engang imellem. Det er hendes nervøsitet, hendes frustration og forvirring, som er hendes styrke. Hun er utrolig let at læse og forstå når hun konfronteres med hverdagsfrustrationer og socialrealistiske tragedier. I den sammenhæng vækkes min irritation over hende ofte, når hun vælger, eller kommer til, at overdrive sine reaktioner. Den lettere irritation jeg kan føle når det kommer til Gravity angår imidlertid den omvendte situation. Det at være fanget og alene i rummet, afskåret fra alt liv og verdenen som så, er ikke en hverdagsfrustration, og ikke en socialrealistisk tragedie, selvom det måske kan blive det i fremtiden.

Jeg finder det svært ikke at genkende de små gimmicks hos Sandra Bullock, som hun før brugte til at udtrykke frustration over tabt kærlighed, men nu bruger til at udtrykke frustration over tabt jordforbindelse. Ansigtstrækkene er de samme, men følelsesmæssigt er vi, eller bør være, i en helt anden boldgade. Det sagt kan jeg godt forstå, at hun blev castet som den uerfarne gæst blandt astronauterne. Personen der ikke er vant med at være i rummet, men kun er med for at løse et specifikt problem. I de scener hvor frustrationen ikke skal boble over, er hun utroligt troværdig, som mennesket fra jorden.

Den eneste der har et liv ved siden af rumrejse og dermed, den eneste som rent faktisk mister sin forbindelse til jorden, da missionen går galt. Samtidig er det lige præcis denne forbindelse, som er interessant. Vi får hurtigt bortvist alle ideer om, hvem der venter hende på jorden, for det eneste hun har, er sit job og nogle tragedier. Derfor går resten af filmen også med en urolig søgen efter hvad det så er hun står til at miste, når hun ikke rigtig har noget at miste, men så alligevel mere at miste end George Clooney (missionens kaptajn).

Den ultimative noir film

Tingene stikker dybere end man tror i denne episke og actionfyldte fortælling af Alfonso Cuaron, instruktøren bag mesterværket Children of Men. Ligesom den kendte Inception-instruktør Christopher Nolan har en perverteret og forkert, bogstavelig tilgang til dybde, så har Alfonso Cuaron en meget interessant bogstavelig tilgang til det samme. Om Children of Men noterede populærfilosoffen Slavoj Zizek, for eksempel, at der foregår en hel historie i baggrunden, bogstaveligt talt. I næsten hvert eneste billede i filmen, følger vi hovedpersonerne i forgrunden af billedet, imens en verden udfolder sig i baggrunden. Zizek mener i den sammenhæng, at der er tale om en historie som kun kan fortælles i baggrunden. Hvad han mener med det kan jeg ikke uddybe her, men pointen er selvfølgelig at der foregår noget lignende i Gravity. Den er i en hvis forstand den ultimative noir film, for den tilbyder os en ekstremt meningsløs og usammenhængende verden, som kun findes i form af øer i intetheden, imellem hvilke vi flyder. Tvunget til på en og samme tid at overveje vores meningsløse eksistens og kæmpe for den tid vores overvejelser koster, når vi konfronteres med universets overvældende og undertrykkende kræfter.

At forstå min verden

Som seere er vi så tæt på Sandra Bullock, at vi distraheres fra det faktum, at hendes situation kun er et symptom på en langt større og mere kompleks dynamik. Igennem hele den sindsoprivende oplevelse, må hun kæmpe sig fra rumstation til rumstation i flugten fra en storm af fragmenter, som destruerer alt hvad den rammer. Det eneste vi får at vide om stormen er, at Rusland, i et forsøg på at fjerne en af deres gamle satellitter med et missil, har skabt en kædereaktion. Uden meget mere eksplicit information end det, er hvert eneste objekt som Sandra Bullock møder i den sorte uendelighed, en implikation i sig selv. Der er intet menneskeskabt i rummet, som ikke er politisk. Det kunne man bruge lang tid på at analysere, men det største mest interessante objekt i baggrunden er selvfølgelig kloden selv. Verden er i Gravity den historie, som foregår i baggrunden. Det er ikke bare en kommentar til individualismen i de vestlige samfund, at individet er i forgrunden, men en kommentar til forudsætningen for vores forståelse som så. Der er én ting som altid går forud for min verden og det er min evne til at forstå min verden, med andre ord, mig.

Det traumatiske i at se Sandra Bullock tabt i rummet, er ikke bare konfrontationen med intetheden, det radikale fravær af regler og holdepunkter, men derimod det at mærke den tomhed som danner afstanden imellem mig og min verden. Fra Sandra Bullocks perspektiv virker kloden pludselig som en fantasi, mere skrøbelig og langt væk end nogensinde før. Hvis man var dansklærer kunne man med lethed tolke filmen, som en metafor for en depression. Det er ikke hovedpersonen, som er blevet sendt bort fra verden. Det er verden der, som et tæppe, er blevet trukket fra hovedpersonens øjne. Al mening, alle følelser og æstetiske fantasier, som gør livet værd at leve, er blevet fjernet og tilbage er blot den mørke intethed kun afbrudt af små øer af mening der brister så snart de nås, forsvinder i stormen.

Kamera

Alfonso Cuarons kamera er rent blær, lange, smukke indstillinger. Det er det samme fravær af hurtige klip, som gjorde Children of Men intens. Lydbilledet er vanvittigt ekstremt, men der er desværre nogle fumlerier indimellem, hvor vi pludselig kan høre i rummet, selvom filmen for det meste gør meget ud af at vi ikke kan.

7/10 (Det er en mærkværdig og lettere rodet slutning)

Produktionsår: 2013

Instruktør: Alfonso Cuarón

Medvirkende: Sandra Bullock, George Clooney, Ed Harris

Spilletid: 1 time 31 minutter