Roman eller krimi?
To lig bliver fundet, dræbt på samme måde, og det tager ikke lang tid at konkludere, at der er tale om en seriemorder. Politiet står i stampe med opklaringen, og politikommissæren henvender sig derfor til en billedkunstner – romanens jeg-fortæller – der har talent for at finde mønstre.
Kort tid efter at vores hovedperson er begyndt at interessere sig for mordgåden, bliver han skubbet ud over en skrænt. Han overlever, men finder et nyt lig tydeligvis dræbt på den samme måde som de foregående. Og det bliver ikke det sidste mord, men fortælleren formår efterhånden at sætte sig ind i seriemorderens tanker og finder sammenhængen mellem morderens ofre: En gammel historie om pædofili, den mystiske Esoterisk Forening og en makaber plan for hvordan det endelige ‘skaberværk’ skal se ud for det publikum, der angiveligt ofte indgår i seriemorderes planlægning.
Med sin nye viden opdager fortælleren også, hvem det næste offer bliver, og måske lykkes det at komme morderen i forkøbet.
Stjernebilleder er på ingen måde en standardkrimi. Det er mere fortællerens egen afprøvning af teorier, følelser – en bearbejdning af fortællerens indtryk, der ofte lander som udtryk på lærredet, og for læseren gælder det om at holde tungen lige i munden for at følge med i den omfattende, begavede og ikke helt lette henvendelse til læseren.
Træets blade var, hvert og et, sorgfulde, og at jeg siger det, skyldes at jeg i min mærkelige stemning lykkedes at opfange hvert eneste blad i ét blik. Sorgfulde, bedrøvede, hjælpeløse. Og der var jo lang tid, til de skulle falde.
Stjernebilleder
Louis Jensen
200 sider
Gyldendal
Udgivet: 01.10.2015
Birte Strandby
