… et menneskeliv er ikke andet end en krusning på evighedens hav. Men i ens levned er der en dør … Den vender ud mod verdensrummet.
Roman om Lars Hjortsberg, benævnt som Sveriges største skuespiller. Det er ikke historie, men fiktion inden for de historiske rammer. Lars Hjortsberg fødes i en fattig familie. Faren er stenhugger, og der er mange børn, selvom en del af dem dør tidligt. Allerede som seksårig står Lars på scenen, og med morens ihærdighed kommer han i skuespillerlære hos et ægtepar. En dag er ægteparret væk, flygtet fra regningerne, og Lars må vende tilbage til sin mindre gloriøse tilværelse. Heldigvis overdrages hans kunstneriske opdragelse snart til Monvel, der er tidens bedste skuespillærer, selvom også han må flygte fra det strenge, svenske samfund, da det bliver kendt, at han har en dom i Frankrig for homoseksualitet.
Fremdriften for karrieren er især Gustav III’s operabegejstring og den nye opera i Stockholm. Kongen selv fatter senere interesse for knægten og han bliver ansat som højtlæser, bibliotekar og hofnar.
Bogen fortælles – fra før fødselsøjeblikket til dødstidspunktet – af Hjortsberg selv til hans gamle veninde, fru Lovisa, og rummer også billeder af Gustav III og Bellman:
Det bedste ved manden er kvinden, sagde jeg til Bellman.
Jeg er et jævnt menneske, sagde Bellman, og derfor er det bedste godt nok til mig.
Sproget er poetisk og farverigt, fortællemåden gør romanen levende og medrivende, mens det ikke er hverken handling eller historie der sætter skub i begivenhederne. Til gengæld er de unge skuespilleres liv og kår i Stockholm i 1780’erne nok en fortælling værd.
Forfatter: Agneta Pleijel
Oversat af Anne Marie Bjerg
232 sider.
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 3.04.2009
Birte Strandby
