Nysgerrigheden bringer én videre. Uden en aktiv nysgerrighed kan man miste halvdelen af sit liv. Med en aktiv nysgerrighed kan man miste det hele.
Når man hører eller ser navnet Dorte Karrebæk, forventer man måske, at det handler om sjove, sprælske tegninger om elefanter der bliver leveret med posten, løver der ikke er så modige eller fodfolket der prutter uafladeligt. Stensamleren skiller sig klart ud, men derfor handler det stadigt om smukke og ikke helt så smukke illustrationer, som man kan undre sig over, beundre og nyde. Bogens ene halvdel er illustrationer, og nogle studier i processen der fører til den færdige illustration. Den del rummer blandt andet nydelige billeder af muslinger og sneglehuse, og studier til et gruppebillede, sommetider er der kun fem søstre(?), andre gange er det hele familien – også de afdøde. Det er åbent for diskussion.
Den anden halvdel af bogen, 56 sider, handler om Karrebæks egen søgende proces. Den foregår på stranden, hvor hun samler sten. Det er hun ikke den eneste der gør, og en dag henvender en selvbestaltet kystvagt sig til hende og bebrejder hende de mange sten, hun – og andre – fjerner fra stranden. Han tager dog gerne mod betaling, men ikke forstenede søpindsvin. Karrebæk går og taler med Gud, der svarer venligt. Med tiden får hun også talt lidt med en nordmand, der i stedet for coronavaccine beder til Gud og undgår kontakt med andre. Det er ikke helt den løsning, hun havde håbet på.
Karrebæks værk er smukt. Det handler om liv og død og andre mennesker. Og der også glimt af den humor, der ofte præger Karrebæks illustrationer. Men hvis man glæder sig over børnebogsillustratorens værker og forventer et gensyn, bliver man overrasket. Stensamleren er noget helt andet.
Stensamleren
Dorte Karrebæk
Ca. 100 sider
Jensen & Dalgaard
Udgivet: 29.08.23
Birte Strandby
