Hvad skal man med Vølvens spådom i 2013, når man nu har både Instituttet for Fremtidsforskning og en vølve på Island, der ved noget om fremtiden for politik og for kendisser?
Vølvens spådom kan ikke sige noget om den tekniske og materielle udvikling, men rummer svar på andre spørgsmål:
Hvordan blev jorden til?
Hvem skabte sol og måne?
Hvordan skal alting ende?
Vølvens spådom er et stort gudedigt fra den ældre edda. Digtet, som er nedskrevet omkring 1270 i Norge eller Island, er en myte om verdens skabelse, dens undergang og dens genopstandelse. Digtet er blevet oversat og gendigtet flere gange, blandt andet i 2010 af Suzanne Brøgger.
Vølven var middelaldersamfundets kloge kone og kunne ved at hensætte sig i ekstase få kontakt til andre verdener, hvor der kunne findes svar på vigtige spørgsmål.
I Vølvens spådom bliver vølven Heid opsøgt af Odin, som giver hende gaver og beder hende om at se ud i fremtiden. Hun begynder med at se tilbage i tiden til verdens oprindelse, og derfra videre over skabelsen, gudernes guldalder og til nutiden med Ragnarok, hvor guder kæmper mod jætter, kosmos mod kaos, det gode mod det onde, hvorefter verden går under. Til slut ser vølven fremad og ser skabelsen af en ny verden med en ny orden, men ser også det onde vende tilbage i verden.
Det oprindelige eddadigtning benyttede sig af fornyrðislag, en ottelinjet strofeform, hvor versene bindes sammen to og to med bogstavrim.
I Det sete – i fortiden og i fremtiden varierer stroferne fra 12 til 20 vers, der er ikke bogstavrim, men en tilbøjelighed til at foranstille subjektet. Det gør teksten lidt tung, men bidrager også til at skabe vægtige billeder på læserens nethinde, billeder der i øvrigt suppleres af beskrivende og hyppige ’helleristninger’ i sort/hvid.
Der er væsentlige forskelle mellem de mange gendigtninger, således er Suzanne Brøgger bramfri og løssluppen i forhold til andres versioner, hvor Torben Gregersen holder sig tættere til de tidlige oversættelser af digtet:
Thøger Larsens oversættelse 1914:
Hør mig nu alle
hellige Slægter,
store og smaa
af Heimdals Sønner.
Valfader vil,
at jeg skal melde
om Mænd i Oldtid,
det ældste, jeg veed.
Og i Suzanne Brøggers ligefremme gendigtning fra 2010:
Slå ørerne ud,
mine damer og herrer,
høj og hellig,
lav og luset;
Stamfar, det er dig der vil,
at vølven vælder over
med minder om dengang
og hvad jeg husker.
Torben Gregersens gendigtning, 2013:
Hør mig, Guder,
hellige slægter,
menneskebørn,
sønner af Heimdal, høje og lave,
Valfader vil,
at jeg, Vølven,
røber fjerne minder,
de første ting.
Thøger Larsens oversættelse har tæt kontakt til det oprindelige digt:
Frem flyver den skummelt
skinnende Drage,
øglen dernede fra Nidefjælde.
Paa Flugt over Val
ved Nidhugs Fjedre
Lig hænger ned.
Nu maa hun synke.
Hvorimod Suzanne Brøgger gør ordene til sine egne:
Dér flyver den dunkle drage,
øgle dækket med ækle skæl
fra skumle bjerge;
I fjerene føres de faldne –
den flyver højt.
Nu synker jeg
i jorden.
Hos Torben Gregersen er billedet endnu tydeligere, om end ikke mere tiltalende:
Da letter Nidhug,
dragen i ørneham,
skummel og skællet,
hen over sletten tungt af lig,
lavt den flyver,
før i dybet den for evigt synker,
der piner Nidhug de dødes lig.
Til sidst bliver vølven lidt irriteret – i Suzanne Brøggers fortolkning, og spørger:
Er det så sevet ind?
Hvorimod der i Det sete pænt spørges:
Ved I nu alle ting selv?
Bogen er lille og let læst og med de meget malende illustrationer et godt bidrag til en hurtig opfriskning af, hvad Ragnarok betyder.
Torben Søndergaard Gregersen
FriskoleBladet nr. 9, 7. juni 2013
Birte Strandby