Jens Henrik Jensens bøger om elitesoldaten Niels Oxen har sine fans, hvilket der er mange gode grunde til. Nu kan de kaste sig over bog nummer seks i serien. Titlen er Oxen Pilgrim. Det er ikke den bedste, Jensen har budt sine læsere, da der er nogle døde langgaber afsnit. På den positive side tæller et originalt plot, der åbenbarer sig efter super spændende sider.

Bogen har to spor. Det ene fører jagten videre på perverse rigmænd fra bind fem, Gladiator. Det er i den tidligere krigsveteraner er fanget i et nedlagt teglværk. De tvinges til at slås mod hinanden, mens gæster vædder  om hvem  der dør. Eller en gæst kan betale et millionbeløb for at få lov til at myrde en af fangerne. Under  en aktion mod teglværket såres Oxen dødeligt.

I Pilgrim er Danmarks højest dekorerede soldat raskmeldt og begiver sig ud på lange vandreture. Han vil finde sig selv i naturen og få kontakten til sin fadermæssigt forsømte søn etableret. Det virker  banalt og langtrukkent.

Læsernes gamle kending, PET- agent Margrethe Franck, opsøger Oxen. De to skal hjælpe unge betjent Sally Finnsen med at opklare, hvem der dræbte hendes bror, da han var blandt de fangne i teglværket. Ingen kender morderens identitet, da han og de andre gæster på teglværket bar masker. Vedkommende er kendt som Mandrillen. De må arbejde på egen hånd, da anklagemyndigheden har lagt sagen død.

Axel Mossman, nu fhv. chef for PET, træder ind i handlingens andet spor. Han er af Skattestyrelsen hyret til i dybeste hemmelighed at skaffe beskyttelse af to skattemedarbejdere, der skal forhandle om køb af lækkede bankpapirer fra Panama. Mandrillen har skaffet de andre, der deltog i orgierne og myrderierne på teglværket, af vejen i sin angst for at blive afsløret. Pludselig viser det sig, at han også optræder i de lækkede skattepapirer, hvilket giver nogle gnidninger mellem Mossman og de tre andre. De sætter livet på spil og får  nu også CIA imod sig, da amerikanerne har taget Mandrillen under beskyttelse.

Trekløveret arbejder ufortøvent videre. De forfølger spor, som viser sig  at ende blindt. Mossman holder dem hen, men bliver afsløret i at holde hånden over den nuværende PET- chef, der har en millionformue gemt i udlandet i følge de lækkede skattepapirer.  Det  chokerer de tre.

Mod alle odds lykkes det at afsløre, hvem Mandrillen er.  Mere og mere står det klart, at Mandrillen, der har fem mord på samvittigheden, ikke bliver draget til ansvar. Og at offentligheden ikke må vide, at PET chefen er skatteunddrager.

Mossman holder sin kæft overfor de  tre, der nu helt  mister respekten for den gamle bulderbasse, der øjensynligt i  sin pensionisttilværelse har bevæget sig ud over kanten. Fredningen af Mandrillen og hemmeligholdelsen af PET chefens skatteunddragelsen tjener et højt og vigtigt internationalt sikkerhedspolitisk formål. 

Hvilket trekløveret får at vide til allersidst, og de forsoner sig med Mossman. Den gamle ræv har igen taget det sidste stik hjem.

Pilgrim

Oxen

Spændingsroman 

Forfatter Jens Henrik Jensen

469 sider

Udkom september 2023

Politikens Forlag

Anmelder Bjarne Gregersen