Magiske fortællinger for børn er hyppige, og Stenfjæs introducerer nye ideer og nuancer.

Lulu har en mor der er frisør og en far der jævnligt går til møder med kommunen, iført hvid skjorte og sorte sko. Hun har også en irriterende lillebror, der savler som et vandfald. Det er relativt idyllisk, men Lulu er et fantasifuldt barn, og hun savner noget magi i barndommen. Det kommer der en søndag morgen, da hele familien impulsivt kører til stranden på farens gamle motorcykel – af mærket Schweinsteiger.

Lulu finder en speciel sten på stranden, og lige pludselig går hendes ønsker i opfyldelse. Hun ønsker sig, at hendes familie altid opfører sig som de gør denne søndag – faren i blomstrede shorts med en forkærlighed for hotdogs, moren der har lyst til at klippe andre, anderledes frisurer end de sædvanlige. Det er ret fantastisk, men ønskestenen, Stenfjæs, viser sig at have klare regler for ønsker, og man kan ikke ændre det, man en gang har ønsket.

Lulu har styr på det, men så alligevel ikke. Hverdagen bliver lidt mærkelig, og lige pludselig står hun og hendes gode ven med en to en halv meter høj superhelt. Han er omtrent så let at skjule som næsehornet i Otto er et næsehorn, og de to venner får en del oprydningsarbejde.

Det er en glimrende fortælling, god underholdning, gode værdier, sjove ideer. Illustrationerne er sort/hvide og har fine detaljer, så vi kan se, hvor tjekket fars ferieoutfit med tilhørende styrthjelm med flapper ser ud, og hvordan frisuren bliver, når mor går over til mere fantasifuld klipning.

Stenfjæs

Lars Daneskov

Illustreret af Charlotte Pardi

149 sider

Høst & Søn

Udgivet: 25.05.2018

Målgruppe: 6+

Birte Strandby