En dansk kvinde, Sidsel, kører galt på en highway i Missouri. Sheila finder hende og ringer efter politiet. Hun genkender hende også. Engang tyve år tidligere da Sheilas artistfamilie optrådte i Danmark, legede de sammen, Sheila, Sidsel – og Helena.
Sidsel og Sheila opdager, at de har et stort behov for at tale om, hvad der skete dengang, da et par niårige pigers leg endte ulykkeligt.
Sheilas liv går med at træne i trapezen, opdrage sine to små piger og køre med cirkus fra sted til sted. Hendes mand er angiveligt stukket af med en yngre kvinde. Det lyder umiddelbart lidt sært, da Sheila er i tyverne, men der er en forklaring.
Sidsel er langsomt ved at komme til sig selv på hospitalet. Udover gåden fra dengang har hun et solidt traume med i bagagen.
Vi følger på skift Sidsel og Sheila, og der er tilbageblik til de tre pigers møde i fortiden, indtil trådene samles i Missouri i nutiden.
Romanen bygges langsomt op, og læseren opdager siden, hvordan hændelsen har påvirket Sheilas opdragelse og omsorg for sine to døtre, og hvorfor samme hændelse er skyld i, at Sidsel ikke længere synger.
Et dødsfald – måske et mord – sidst i romanen bidrager til at få brikkerne på plads i en tragisk men måske alligevel ikke helt så syret opklaring.
Er man til hurtige krimier, vil de første 100 sider virke langtrukne, og vi ved næsten for meget om, hvad der foregår i Sidsel og Sheila. På den anden side præsenteres miljøerne detaljeret og troværdigt, så vi tror på dem.
Sol stjerne ulykke
Cæcilie Lassen
384 sider
Rosinante
Udgivet: 25.05.2018
Birte Strandby