I 1997 havde filmen The Game premiere. Den havde Michael Douglas i hovedrollen, og den handlede om en succesrig bankmand der pludseligt får en hovedrolle foræret i et reality spil konstrueret af magtfulde mennesker. 

I Spillet møder vi en lidt anderledes, ondartet version, et spil med rigtige mennesker som brikker. En kræftlæge fortæller fire forskellige mennesker, at de har en kræfttumor og vil dø inden for seks-ni måneder. Med sig i projektet har lægen en kynisk elskerinde der får sat aflytningsudstyr op hos de fire udvalgte, og spillere fra hele landet kan så vædde om, hvem af de fire der holder længst, og hvem der eventuelt begår selvmord. Indsatsen er 20 millioner, og man kan vinde godt 100 millioner i alt. 

Diskretion er naturligvis en betingelse for at være med i spillet, men en række tilfældigheder skubber til deltagere og patienter, så spillet slet ikke forløber, som det plejer.

En af spillerne kommer til at tale over sig, og to af de fire kræftpatienter møder tilfældigt hinanden og undrer sig over besynderlige ligheder mellem deres sygdomsforløb. En af patienterne er Jehovas Vidne, men da andre i menigheden begynder at ønske hende tillykke med, at hun bliver den første til at møde Gud, får hun nok og stikker af fra mand og menighed. Også for en af arrangørererne af spillet får religionen en særlig plads, og overvågningen gør projektet sindssygt uhyggeligt og farligt.

Der er heftig spænding fra start til slut og en stærk og ægte ond modstander der opererer både med tæsk, likvidering og bortførelse. 

Spillet

Louise H. A. Trankjær & Thorkild Thellefsen

219 sider

Brændpunkt

Udgivet: 2022

Birte Strandby