Roman om Agnes og Kirsten. Agnes er ved at dø efter et langt liv med hårdt arbejde. Kirsten er hendes datter, der hele sit liv har søgt sin mors anerkendelse. Det tredje led er Tine og Thomas. Tine har trods vanskeligheder i teenageårene fået en god portion dømmekraft og er i stand til at elske både mor og mormor, mens broren Thomas har sine egne vanskeligheder at tumle med.
Som i Arseniktårnet af Anne B. Ragde afspejles her en familie med dominerende mødre og tilbageholdende fædre, hvor forholdet mellem bedstemødre og børnebørn er langt bedre end mellem mødre og døtre, og som i Martha Christensens I gårs fortræd skyldes nogle af Kirstens udlægninger af barndommen en fortrængning, som hun først erkender sent.
Synsvinklerne veksler mellem Agnes og Kirsten. Kirsten er jeg-fortæller og det er måske derfor, man som læser kan føle med hende. Set udefra er hun lidt af en drage, en stivstikker og jævnt hensynsløs overfor sine følsomme omgivelser, med undtagelse af sønnen Thomas som hun stræber efter at beskytte, uden at det lykkes alt for godt.
Romanen er dygtigt skrevet, både Agnes og Kirsten er mennesker med fejl og forcer, og deres bevæggrunde er fremstillet, så man forstår dem, samtidigt med at vi får set på dem med andres øjne. Her er både anklage og forsvar – pænt præsenteret i en fortælling med handling og fremdrift. Og man kan – måske også til forskel fra andre af Vibeke Marxs bøger (f. ex. Bjerget brænder) – nå frem til, at der alligevel er håb for en vis udvikling i menneskelige relationer.
Vibeke Marx
262 sider
Modtryk
Udgivet: 2.09.2011
Birte Strandby
