En kendt tv-vært bliver fundet dræbt i sin båd i Gilleleje. Nogle timer tidligere har han modtaget en afklippet finger med posten. Tv-værten var dygtig, men ikke særligt afholdt på sin arbejdsplads, af sin stedsøn eller af sin ekskone. Alligevel er det vanskeligt at forstå, hvad der kan være baggrunden for det ualmindeligt brutale mord.

Lina er politiets dame på sagen. Hun er tilflytter fra Aalborg og medbringer to mindre børn efter en skilsmisse. Hun har dårligt nået at rykke ind i den nye lejlighed, før hun bliver sendt på arbejde, og hendes dårlige samvittighed og eksmandens ubehagelige kommentarer til hendes moderskab præger hendes dag, når hun ikke lige kaster sig over arbejdet.

Politiet afhører alle i tv-værtens omgangskreds. Der er nok at komme efter, tv-stationen er tydeligvis en af de mere rådne arbejdspladser med en luft der er tæt af ambitioner, misundelse og skuffelser.

Synsvinklen skifter, så den følger både ofre, politi og også morderen, som lider af DID, dissociative identity disorder, tidligere benævnt personlighedsspaltning. Man får morderen i nærbillede og mere eller mindre bevæggrundene til vedkommendes tilstand, og Lina kører på, dårlig samvittighed eller ej.

Seriemord er altid interessant. Her afslører politiet lidt ad gangen, og da morderen også kommer i kontakt med Linas familie, bliver det rigtigt uhyggeligt. En af de opklarende slutscener foregår på direkte TV, og den er som skabt til en spektakulær film. Det er ren Hitchcock – som han tolkede det, vi i gamle dage kaldte personlighedsspaltning.

Sproget er ikke altid lige graciøst, men plottet er godt.

Sorte øjne

Jeanette Sigsgaard

326 sider

Skriveforlaget

Udgivet:18.11.2021

Birte Strandby