Jeg vil dø inkompetent, og jeg vil aldrig nogensinde forsøge at præstere noget igen, så længe jeg lever.
Ordene er Dopplers. Han er en kompetent mand, men da han vælter på cykel, ændrer han attitude, og han må erkende, at han ikke bryder sig om mennesker. Derfor flytter han ud i skoven, nogle få kilometer fra sit hjem i udkanten af Oslo. Her bor han i telt og går over til en bytteøkonomi. Hans kone besøger ham sommetider, og Doppler siger jævnligt, at nu kommer han nok snart hjem, men han bliver boende.
Han dræber en elg for at bruge kødet i sin bytteøkonomi. Elgens kalv knytter sig til ham, og han kalder den Bongo efter sin far, der hed noget andet. En dag meddeler hans kone ham, at hun tager på ferie, og at børnene er hans ansvar så længe. Doppler har da boet i sit telt i godt 200 dage, og det har tydeligvis givet en distance til det etablerede samfund, og de øvrige forældre giver udtryk for en vis kølighed, da han anbefaler, at de unge får lov til at slå sig løs. Andre føler sig ikke så distanceret, og Doppler får ikke lov til at beholde sin skov for sig selv.
Doppler er et godt sted at begynde sit bekendtskab med Erlend Loe. Loe er en vidunderlig fortæller, og selvom det kan knibe med at følge Doppler, når han spiller billedelotteri med sin elg, så kan man måske forstå den totalt irrationelle og meget kompetente teenagedatter, eller vennen Düsseldorf der kreerer en model af slaget i Bastogne under Ardenneroffensiven på sit stuegulv.
Der mange mulige tolkninger af Doppler og hans forhold til det norske samfund, men man kan også bare læne sig tilbage og nyde humoren og absurditeterne.
Og hvis man af og til føler sig lidt klemt som cyklist, er der opmuntring at hente fra Doppler:
Men som cyklist er man tvunget til at blive fredløs. Man er tvunget til at leve uden for samfundet og på kant med det etablerede trafiksystem, der i højere og højere grad drejer sig om motoriseret færdsel, selv for raske mennesker. Cyklisterne er undertrykte, vi er en tavs minoritet, vore jagtmarker bliver stadigt færre, og vi tvinges ind i mønstre der ikke er egnede for os, vi har ikke lov til at tale vort eget sprog, vi er blevet tvunget til at gå under jorden. Men pas på, for urimelighederne er så åbenlyse, og det bør ikke overraske nogen, at vrede og aggression vokser voldsomt i cyklisterne, og at vi en skønne dag, når ikke-cyklisterne er blevet så fede, at de kun med nød og næppe kan vralte ind og ud af bilen, slår igen med alle midler.
Doppler
Erlend Loe
Oversat af Susanne Vebel
176 sider
Gyldendal
Udgivet: 2004
Birte Strandby
