Selma, vores hovedperson, er til jubilæumsfest på lægestudiet. En gammel veninde har noget vigtigt at fortælle hende, men inden aftenen er ovre, bliver veninden dræbt i MR-scanneren i hospitalets kælder.

Senere findes en hjemløs dræbt på Amager, han har fået injiceret kloroform i hjertet, og det ser desuden ud til, at han har pest. Næsten samtidig bliver hans tvillingebror fundet dræbt et sted nord for Moskva, og med Interpols mellemkomst får politiets danske repræsentant forbundet de to mord, og en gammel kollega kan bekræfte sandsynligheden for, at gerningsmanden er seriemorder. Dernæst dør et par ældre tvillinger, og der er i det hele taget rigelige mord og mordforsøg i denne krimi. Enkelte af mordene er så afskyelige som hos franske Jean Christophe Grangé, og i andre tilfælde er læseren kun med ved fundet af ligene.

På det private plan har Selmas veninde, Lisa, fået en ny mand i sit liv. Han er tiltrækkende, men hvorfor er der nazistiske symboler i hans lejlighed, og har han dræbt sin kat? Lisa får problemer, og Selma får dårlig samvittighed over, at hun ikke når at lytte mens tid er, og måske ville lidt mere årvågenhed også have beskyttet Selma.

Flere spor fører tilbage til Auswitch-Birkenau, til doktor Mengeles forsøg med mennesker og dennes arbejde med racehygiejne. Der er spænding, fart og gru, men hvor vi begynder nogenlunde realistisk, så udvikler krimien sig vildt og lidt fantastisk. Det er godt for underholdningen og for uhyggen, men plottets præmis bliver tvivlsom, da muligheden for en multiresistent pestbakterie annonceres. Kan den omtalte pestbakterie yersinia pestis blive multiresistent?

Sort død

Lotte Petri

344 sider

Turbine

Udgivet: 2013

Krimi