Midtvejsrefleksion

Maren og Birthe er midaldrende tvillinger. Birthe har fået konstateret brystkræft og skal begynde på kemo. Det påvirker begge søstre, og for Maren giver det lejlighed til overvejelser om, hvor hun står i livet.

Maren ville have været pianist, men trods sin lærers støtte, kunne og ville hendes mor ikke betale for undervisningen. I stedet er hun blevet fysioterapeut og tager sig af klienter i deres eget hjem. Hun har en datter, der er musiker bosat i New York og ikke meget tilbøjelig til at skrive til sin mor. Det piner Maren, men hun er ikke ukendt med distancerede familierelationer. Hendes egen mor fortæller hende ikke om sin sygdom, før efter hun er blevet opereret

Handlingen foregår i fortid og i nutid og giver et billede af tvillingerne, af deres omgivelser, af deres mor der i sit testamente fravælger sine børn, Marens mand der lyder som lidt af et scoop, men øjensynligt ikke overgår hendes første mand, der er så perfekt og ukompliceret, at hun ikke kan leve med ham, selvom de har et barn sammen.

Sol og salt er en stilfærdig fortælling fra hverdagen, om møder med sygdom og mennesker der skal dø, og om de valg i livet som man ikke kan gøre om. Det handler også om tvillingernes forhold, om kærlighed og had. Der er et roligt fortælletempo, og romanen er let læst og ganske interessant.

Sol og salt

Ellen Strandgaard

203 sider

Attika

Udgivet: 2018

Birte Strandby