Kresten Balder er søn af præsten i Borum. Året er 1724, og på latinskolen hvor Kresten går, er der frit slag, når det gælder om at mishandle nye elever, både for de store elever og for lærerne. Kresten får en enkelt ven, men især en lærers forfølgelse får ham til at føle sig rigtigt dårligt tilpas, og han beslutter at skaffe skarntydesaft og hælde det i den hemmelige flaske, hvor læreren har sin snaps.
Da læreren pludseligt dør, bliver Kresten alvorligt bange. Har han begået et mord, og er han nu dømt til evig fortabelse? Han stikker af og gemmer sig ombord på et skib. Det lykkes ham ikke at være blind passager ret længe, og han bliver sat til at arbejde på skibet der har kurs mod de Vestindiske øer og slavehandlen. Kresten har det svært med slavehandlen, der ikke er forenelig med den kristenkærlighed han har lært hjemmefra.
Første del af fortællingen er fængslende, det er næsten Kaptajn Marryat, Pervical Keene eller optakten til Den sorte sejler. Dramatikken bliver ikke mindre, men finder et roligt leje og en mere fortællende stil, da vores hovedperson når frem til Sankt Jan, og eventyrstilen afløses af dagbogsstil.
På Sankt Jan finder et blodigt slaveoprør sted, men ved et tilfælde kommer Kresten ikke i farezonen. Hans mange år på Sankt Jan bringer ham både kærlighed og rigdom, men han oplever også frygtelige tab.
Krestens skriver troværdigt – i begyndelsen også troskyldigt – om sine oplevelser i datidens sprog. Blandt andet benytter han ordene eyland og hurracan.
Et autentisk billede af det hårde liv på de Vestindiske øer i første halvdel af 1700-tallet?
Saligia
Mit vestindiske liv
Hans-Henrik Sørensen
272 sider
bogForm
Udgivet: 2017
Birte Strandby
