I begyndelsen af 2022 udkom ”De andres land”, der er første bind i en ny trilogi af den 40-årige fransk-marokkanske forfatter Leïla Slimana. Nu følger ”Se os danse”. Serien tager afsæt i Leïla Slimanas egen familiehistorie. Den foregår i det koloniserede Marokko og tog sin begyndelse lige efter 2. Verdenskrig. Nu skriver vi 1968. 

Hvor første bind fokuserede på parret Amine og Mathilde, kastes der i dette bind større lys på deres to børn, Aisha og Selim, der nu er blevet unge voksne. Hver især forsøger de at skabe deres identitet og et selvstændigt liv, alt imens at Marokko forsat er en konfliktfyldt arena. 

Forældrene har langt om længe opnået velstand efter at de i første bind kæmpede med næb og klør for at holde sammen på deres landbrug. Gennem frugtavl har de skabt et sikkert indtægtsgrundlag. Nu har de fået den plads i lokalsamfundet som de ønsker, men især Amine er urolig for at den materielle lykke er flygtig. Han kan ikke slappe af og stiller urimelige krav til sig selv og sine omgivelser. Mathilde går op i at signalere overflod, og insisterer på at få en swimmingpool. Med den vil hun dels imponere datteren Aisha og sende et stærkt signal til naboerne. Amine finder derimod tanken om en pool vulgær. Han bryder sig ikke om halvnøgne badende mennesker, og ovenikøbet så medarbejderne kan se det! Men efter et stykke tid giver han sig og påbegynder anlæggelsen. Forskellen i tilgangen er symptomatisk for deres relation. Det signalerer, at de to ikke er tæt knyttede. 

Aisha læser til læge i Alsace, Frankrig. Her fører hun et mere eller mindre halvkedeligt liv. Hun er den allerbedste i sin klasse og brænder for lægekunsten. Samtidig har hun imidlertid følelsen af rent kulturelt at være kommet ind med firetoget. Hun introduceres for Mehdi fra Fez. Som hun selv tilhører også han Marokkos nye eftertragtede overklasse med høje uddannelser. De bliver kærester og flytter sammen. Følelsen af ikke at slå til forfølger Aisha. 

Selim er lillebror, der skiller sig ud med sin lyse hårfarve. Han har altid været nummer to i forhold til sin dygtige søster. Hjemme føler han sig som familiens sorte får uden nogen tæt kontakt til sin nære familie. Amine forstår ikke sønnen, men søger dog at skjule det af hensyn til hvad omgivelserne måtte tænke. Selim er rimelig utilpasset og har en affære, der på alle tænkelige måder er langt over stregen. Kulissen byder på europæiske hippier, der er søgt til Essaouira. Dét får Selim smag for. Senere rejser han meget langt bort. 

Som i den foregående fortælling tegner forfatteren sideløbende et interessant portræt af tidens politiske klima, der er kendetegnet af skift og konflikt. Kupforsøgene mod kong Hassan II i 1971 og 1972 er beskrevet. Marokko er som et betændt sår med sociale spændinger, racisme og stor uretfærdighed.   

Leïla Slimani skriver indsigtsfuldt og detaljeret om livet i Marokko. ”Se os danse” er ikke en slægtsroman der er båret af de helt store dramaer og overraskelser. Denne del er mere afdæmpet end første. Hvis forfatteren ønsker at være tro mod sit autentiske forlæg, kan det meget vel være præmissen. Hun kommer med et interessant blik på landets historie og udvikling. Afsættet er en familie med blandet kulturbaggrund, hvilket afstedkommer konflikter både indad og udad i årevis. 

Materien handler om personernes identitet og relationer. Det er tillige en eftertænksom fortælling om klasseskel, kulturforskelle og -sammenstød i en tid med postkolonialisme. Især parallelhistorierne giver os adgang til forståelse for Marokkos moderniseringsproces og ikke mindst udfordringerne dermed. Som i første del af serien spiller fremmedhed og køn atter ind.

Bogens slutning runder det hele fint og også rørende af. Amine gør sig nogle refleksioner om sine valg i livet. Fortællingen slutter med at en ny generation ser dagens lys. På den måde er banen kridtet til tredje og sidste del, der omhandler forfatterens egen generation. 

”Se os danse” tilbyder en fascinerende læseoplevelse fjernt fra Danmark og fra nutiden. Den holder ikke helt niveauet fra bind et. Men den er velskrevet og rummer mange facetter. Til tider er bogen sørgmodig. Mest af alt er det et flot tidsportræt og en afdæmpet hverdagsfortælling om at være rundet af blandede rødder. 

Se os danse

Forfatter: Lëila Slimani

Oversætter: Karsten Nielsen

Forlag: Gyldendal

352 sider. Indbundet   

Udgivelsesdato: Den 24. februar 2023

Anmelder: Nønne Lønne Votborg