Rolig engelsk idyl. Ginny bor i familiens hus og har boet der altid. Efter 47 års fravær melder lillesøsteren, Vivi, sin ankomst.
Ginny imødeser den dynamiske lillesøsters besøg med både glæde og bekymring. Glæde fordi Vivi er det menneske der har betydet mest for Ginny, og bekymring for hvor meget uro hun nu vil forårsage i Ginnys meget velordnede liv. Ginny er som sin far forsker med speciale i natsværmere, og en anerkendt en af slagsen. Forskningen har fyldt hele hendes liv, og hendes omgang med andre mennesker har grænset sig til det autistiske. Romanens information om natsværmerne er fyldig og saglig, men virker forsinkende i forhold til handlingstempo.
Udadtil ren harmoni – man kan næsten se Mrs. Marple gå tur gennem landsbyen med de nydelige huse og gamle, overbegroede haver – men indadtil står der helt andre ting på spil – og for mennesker der dræber natsværmere med henblik på indhentning af videnskabelige erfaringer, er der måske ikke så langt til at dræbe mennesker, hvis deres tilstedeværelse er tilstrækkelig forstyrrende.
Læserens langsomme erkendelse af, at ingen af hovedpersonerne er helt almindelige sammen med blotlægningen af i hvert fald en del af de besynderlige hændelser, der har styret familiens liv, forlener romanen med fascination, og slutningen er under alle omstændigheder en overraskelse. Derimod er de første mange sider, før man opfatter, at noget er rivende galt, lidt træge at komme igennem. Desværre får man ikke svar på alle spørgsmål ved vejs ende, og man kan ende lidt frustreret over ikke at vide hvor mange mord og mordforsøg, der rent faktisk har fundet sted
Poppy Adams
Oversat af Camilla Skjødt
274 sider
Mrs. Robinson
Udgivet: Juni 2010
Birte Strandby