Først havde det set ud, som om mægleren var på vej hen imod Stig for ligefrem at kramme ham. Han havde nærmet sig med åbne og udstrakte arme, så Stig blev helt nervøs for, hvad der fulgte.

Her er en dansk roman der umiddelbart kun har en trykfejl, hvilket er usædvanligt for danske romaner. Sproget er nydeligt, beskrivende med undertoner af mild humor, og man føler sig ikke i dårligt selskab i romanen omend kun underholdt i moderat omfang.

Handlingen er en rejse – som handlinger ofte er det – en slags udviklingsrejse for den 50-årige Stig Tønnesen. Fra ø til ø, England til Læsø. Kort sagt handler det om Stigs identitetskrise, en vandring mod fortiden, der muligvis bliver til en vandring mod fremtiden. Alt er faktisk i orden, så hvorfor er Sand ikke en større læseoplevelse?

Muligvis fordi Stigs lange rejse foregår på en sommerhusgrund på Læsø, og fordi hans cirkler er små og beskedne og næsten ikke kommer ud over Stigs næsetip. Der er dæmpede referencer til ulykkelige og dramatiske begivenheder i fortiden. En far der dør før tid, en veninde der har en forfærdelig oplevelse. Der er også en skilsmisse og et barn, vi ikke hører så meget om. Men der er ikke noget i Stig Tønnesens liv, der skiller sig markant ud fra andres liv. Det er lidt en skam, for det ser ud til, at forfatteren har værktøjskassen i orden, men der skal også være en historie – eller noget.

Stig rejser til Læsø for at sælge familiens sommerhus. Det er hans mors ønske, at han skal beholde det, og det er hans søsters ønske, at han skal sælge det dyrt. Stig lægger afstand til alle familiens ønsker og beslutter sig samtidigt for at påbegynde en ny tilværelse på Læsø. Stig er en begavet, let disillusioneret mand og har efter eget udsagn aldrig bedrevet noget eller forsøgt at virkeliggøre potentielle livsdrømme, men måske er der håb forude.

Sand

Jørgen Børglum Larsen

171 sider

Brændpunkt

Udgivet: 2020

Birte Strandby