At begynde læsningen af Mona Morgenglad er som at begynde en bog – Grynet, Lotte – af Astrid Lindgren. Fortælleren taler direkte til læseren – som Lindgren – og selve fortællingen begynder så hjerteskærende som indledningen i Brødrene Løvehjerte, men også optimistisk med stor tillid og stigende forventninger til livet.

Nogle gange er synsvinklen fortællerens og nogle gange ligger den hos Mona.

Mona og hendes far, Jan, er hårdt ramt. Monas mor er blevet dræbt af en bil, og den lille familie mangler hende.

Mona overvejer, om man ikke skal strege de døde ud på navneskiltet på døren. Hun er blevet drillet i skolen, og gårdvagten sagde, at det var hendes egen skyld, når hun tog sådan en fjollet hue på. Huen var en hendes mor havde lavet, hæklet med perler.

Jan siger sit job som postbud op, og giver sig til at skrive digte. De flytter til en anden lejlighed, hvor de kommer til at dele køkken med Susanne, der spiller flygel og rejser meget. Mona finder sammen med en ny klassekammerat, en pige fra Jylland, og igennem bogen vender Mona sig mod nye venskaber på et Vesterbro, der trods dagens udfordringer er befolket med venlige, kloge mennesker.

Der er masser af stemning i de af og til dystre billeder. Hvis man ikke ved, hvordan en mand der har mistet sin elskede ser ud, så kan man se det her – et enkelt billede rummer ensomhed, håbløshed, tomhed på een gang, men glæde og åbenhed overfor det nye formidles lige så virtuost. Illustrationerne bidrager til at udvikle fortællingen univers.

Marianne Verge

Illustreret af Els Cools

120 sider

Gyldendal

Udgivet: 2015