Sanctus

Der er virkelig gang i debutanten Simon Toyne.  Hans thrillerdebut Sanctus er solid klasse. I et malende tempo føres vi ind i en verden af mysticisme og dommedagsreligioner af de slags, der har noget at have deres dommedag i.

Ved Ruin i Tyrkiet kaster en munk sig ud fra et 300 meter høj klippeside foran en skare pilgrimme, der er kommet for at besøge det berømte kloster i Ruin, hvor en oldgammel munkesekt, der var gammel på Jesu tid, har boet i mange herrens år. Ingen har der set og hørt templets hemmeligheder har nogensinde fået lov til at forlade sekten, for det er tilsyneladende hemmeligheder, som kan ødelægge menneskeheden.

Af samme årsag kan man ikke blive optaget i ordenen, hvis man har levende familiemedlemmer.

Men denne munk har en tvillingesøster, men da de blev født som siamesiske tvillinger er de ved en fejl kun blevet registreret som et barn – denne fejltagelse vil sekten nu råde bod på ved at dræben munken søster, journalisten Liv Adamsen.

Der er selvfølgelig også andre spillere på banen. Der har eksisteret kættere og kætterske skrifter, og den dag i dag har sekten stadig fjender, der også venter på den store dag hvorkorset vil rejse sig på ny og indlede en ny tid. Kastet rundt mellem beskyttere og hæmningsløse mordere må Liv forsøge at overleve det bedste, hun har lært, mens kuglerne flyver om ørerne på hende. Det er underholdende, tempofyldt og kriblende spændende, mens man forsøger at finde ud af, hvilke dystre hemmeligheder, der gemmer sig i det gamle klippetempel – og hvorfor det er så vigtigt at bevare hemmelighederne?

Hvad er det, som menneskeheden ikke vil kunne tåle at få at vide? I den her slags mystiske historier er det altid spændende at finde ud af, hvor langt forfatterens fantasi får os med ud i himmelrummet, og mr. Toyne får læserne med på en ganske fin og finurlig rejse i både det morderiske og det mystiske. Ham vil vi godt høre mere til. Gedigen spændende underholdning.