Syv nye fortællinger om tøjdyret Lars-Løve og hans eventyr. Blandt andet er han med familien i Grækenland. Her oplever han til sin skræk, at familiens tre børn hejser ham ned i en brønd, for at finde ud af, om der er vand i brønden. Det er han ikke tryg ved, og han bebrejder stumt sit menneske Boel:

Hun burde have tænkt på, at Lars-Løve var en meget forsigtig frygtløs løve…

Heldigvis klarer han turen, og bliver genforenet med sit bekymrede menneske.

Han oplever også en tur i cirkus, hvor han oven i købet – og uden den store begejstring – kommer til at indgå i et cirkusnummer med to aber. En oplevelse som han i første omgang opfatter som ubehagelig, men efterfølgende er han stolt over at blive berømt. Således kan flere børn i Boels klasse huske ham, da han bliver præsenteret i skolen. Sådan er Lars-Løve nemlig. Han bryder sig ikke om store eventyr og forandringer, men bagefter er han glad for sine oplevelser og sit løvemod.

Ellers oplever han både at blive døbt, at komme på museum og så får han en forrygende tur på en ualmindeligt aggressivt udseende hest.

I forhold til dagens tempo og måske også i forhold til en almindelig hverdag for de fleste ((op)læsere) er fortællingerne rolige, næsten langsomme, men der er noget hyggeligt ved den meget konservative løve, der agerer tøjdyr hos et barn i udvikling, og man kan lære en del om selvværd hos tøjdyr, og den enkle sprogbrug, gør at bogen med lidt bistand vil kunne læses af børn i de små klasser.

Hans Hansen og Dorte Karrebæk

109 sider

Forlaget Forum

Udgivet: 30.03.2012

Børnebog, 4-6 år

Birte Strandby