… hun ville ønske, han kom tidligt hjem i aften. Så kunne de se en serie. Så kunne de rigtigt være sammen.

… tænker kvinden, hvis mand lige er gået efter at have råbt, at han hader hende, og at han vil skilles. Han råbte, men hun hørte ham ikke.

Nogle af novellerne er surrealistiske, og kun en enkelt handler om lykke, Abens flyttedag, selvom der måske nok er minder om en lykkeligere tid i flere. Man kender personerne og alle deres nuancer af sorg, resignation, kedsomhed og især ensomhed, der er gennemgående i alle novellerne.

Rent Hitchcock bliver det i novellen Dukkerne, hvor hovedpersonen er til kaffe hos en meget gammel dame. Gæsten bliver bænket overfor fire gammeldags dukker med porcelænshoveder og slangekrøller. Den ene dukke smiler vemodigt, da gæsten spiser sin kage, og da gæsten insisterer på at gå, er det umuligt at finde nøglen til hoveddøren. Svimmelheden skyldes måske kagen.

Novellen En dårlig vane handler om et menneske der er blevet mere ensom efter ægtefællens selvmord, men af beretningen om livet med ægtefællen kan man se, at den største forskel er, at de før var to ensomme mennesker sammen. I denne novelle er der både en antydning poesi og en lille gnist af humor: Jeg ser det hele og kaster op i en fremmed kvindes cykelkurv, noget jeg ellers ikke har for vane.

Og efter selvmordet: Jeg kaster op i en cykelkurv, noget jeg har fået for vane.

Ellers er der langt mellem dramaerne. En del af personerne bare sidder: Dig og mig og en blomstret voksdug.

Sagesløse

Sarah Effersøe

72 sider

byens forlag

Udgivet: 2017

Birte Strandby