Alex. Dronning af dårlige undskyldninger. Forvirret på grænsen til fucked up.

Den hårde kamp for at være teenager med berettigelse fortsætter i al evighed. Alex og Isa er veninder, de har begge et halvlunkent forhold til skolen og et aktivt forhold til hårfarvning og makeup. Men noget er i opbrud i deres forstad-med-motorvej-kvarter. Isa er ved at blive forelsket, og overraskende det virker som et uvant seriøst forhold midt i alt det tumultariske. Alex er samtidigt forvirret over sin egen seksualitet eller mangel på samme, og nu ser det ud til, at Isa svigter.

Alex’ mor er bekymret. Hun hepper på Alex for at få hende til at søge job, men Netto og Alex har ikke mange fællestræk, og det hjælper ikke på Alex’ karriere, at hun anbefaler en kunde at gå i Rema. Under den besværlige proces med at finde sig selv, prøver Alex at passe en kødædende plante. Ikke med meget held, men hun får kontakt med en entusiastisk plantenørd, da det ser allersortest ud.

Romanen er skrevet i et sprog og fra et univers, der er velkendt for de fleste unge. Modløsheden og forvirringen er måske heller ikke helt ukendt. I hvert fald findes der ganske meget litteratur om unge der er lige ved at give op, på grund af uoverskueligheden og den manglende udsigt til fremtiden.

Axolotl Roadkill af Helene Hegemann har et lignende indhold, og hovedpersonen forsøger her at holde liv i en halepadde, men det går ikke meget bedre end for Alex’ kødædende plante. I modsætning til Axolotl Roadkill ender det ikke så dårligt for Alex. Hun bliver klar til at komme videre, og romanen kan læses af unge uden risiko for øget modløshed.

Venus Fluefanger

Camilla Wandahl og Caroline Ørsum

168 sider

Høst & Søn

Udgivet: 21.02.2019

Birte Strandby

 

Kommentar til anmeldelsen fra Bine Faure:

Blot en kommentar til anmeldelse af Venus fluefanger: Alex er ikke en pige😉

Alex er en dreng – han har jo netop ikke bryster og har derfor ikke prøvet en bh før – og han er bange for at være homoseksuel som Mathias.😉
Mvh Bine