Flere letlæste bøger fra Straarup & Co der nu også går ind og fortæller om digitale muligheder og vanskeligheder. Tidligere er blandt andet udgivet ‘Sådan spiller du CS:GO’ og ‘Astralis’, og i ‘Sådan bruger du Snapchat’ fortælles helt konkret, hvordan man sender et billede til sine venner, der så kan se billedet i op til ti sekunder.

Her finder man den praktiske tilgang: Hvordan gør man, hvordan bestemmer man, hvem der skal kunne se billedet og i hvor lang tid? Der er også lidt om baggrunden for Snapchat. Desuden medfølger nogle advarsler, som måske burde med i alle bøger om sociale medier: Hvilken type billeder skal man sende og absolut ikke sende, hvad gør man, hvis man bliver mobbet, og der er en række råd til, hvad man ikke skal gøre: Del ikke private oplysninger, gå aldrig alene til et møde med en, som du kun kender fra nettet, respekter andre …

Denne sidste del om sikkerhed synes at være særlig nødvendig. Anvendelsen af Snapchat i sig selv bliver næppe en udfordring for de unge der er født i den digitale tidsalder, men ifølge adskillige samfundsforskere – for eksempel Vincent F. Hendricks i Vend verden, ‘Sociale medier i skole og fritid’ af Lotte Nyboe og Anette Grønning – er der tydeligvis behov for at lære noget om ansvar og respekt i forbindelse med de fleste sociale medier.

Også en anden voksen bekymring bliver luftet, og her er en konkret løftet pegefinger: Nogle unge sender op til 1.000 snaps om dagen. Det tager tid, og det kan næppe undgå at påvirke for eksempel koncentrationen i skolen.

Bogen er læsevenlig, svære ord er forklaret, og layoutet er tilstrækkeligt indbydende til, at man kommer let igennem bogen uden at føle sig frastødt af de løftede pegefingre.

Sådan bruger du Snapchat

Frida Bejder Klausen

32 sider

Straarup & Co

Udgivet: 2020

Birte Strandby