Et ægte eventyr i en nutidig ramme.

Asta har fået en hovedrolle i skolens teaterstykke. Hun skal spille helt og flyver rundt under loftet, mens hun synger en heltesang. Det er overvældende for Asta, for hun føler sig lille og svag, men instruktøren hepper på hende og siger, at det skal nok gå. 

Til generalprøven går det ikke godt, Asta falder, da hun skal ned på jorden og to af de andre børn griner af hende. Asta stikker af fra skammen, og som en anden Alice i Eventyrland eller Dorothy fra Troldmanden fra Oz lander hun i et hul der fører direkte til gamerlandet, hvor alle har superkræfter og en fjernkontrol. Men naturligvis er tilværelsen aldrig helt rosenrød, så der er også drager og vulkaner med flydende lava.

Andre ting er vendt på hovedet, og Asta er her stærk og modig. Det lykkes hende endda at overvinde skurken Xylo. Og hun vinder et slot på den betingelse, at Xylo må bo i kælderen. 

Det er en forrygende fortælling med masser af fart. Overraskelserne står i kø. Den hvide kanin fra Alice i Eventyrland er erstattet af en lille præriehund, og en papegøje har overtaget en del af opgaverne med at forklare reglerne i landet. Han er ved at bygge et slot ud af det blå, men det forsvinder igen, da han går videre til næste level.

Illustrationerne er lige så særlige som historien, og landskabet i gamerlandet er tydeligvis inspireret af Lego. Tegninger fylder hveranden side. De er farverige og fantastiske, og der er endda et billede af skuespilleren Asta Nielsen, så vores lille, svage Asta har noget at leve op til.

Rejsen efter en helt skiller sig ud fra mainstream-børnebogen, men det fantastiske univers kan sagtens tiltale både børn og voksne. Dyder som venskab, mod – og en fjernbetjening – har betydning i dette univers.

Rejsen efter en helt

Anne Zenon & Elliot Zenon Wikholm

Illustreret af Elahe Farokhi

70 sider

Wadskjær Forlag

Udgivet: 2021

Birte Strandby