How do wars start? Wars start when politicians lie to journalists, then believe what they read in the press.

I tider hvor der til stadighed rasles med sablerne – især i Europa – fjendebilleder bliver trukket op og politikerne argumenterer for tåbelige krige, er det praktisk at få flere nuancer i debatten. Rusland fremstilles i dag af politikere og medier omtrent som Sovjetunionen blev fremstillet under den kolde krig: den store trussel, hvis krigslyst kun kan kontrolleres af militær opposition. Det er ikke helt det indtryk samfundslitteraturen giver. Et eksempel er Putin – og Ruslands ukontrollable demokrati fra 2012 skrevet af Per Dalgård. I samme boldgade finder vi Putin’s New Russia der beskriver dels russisk politisk historie til i dag, dels tilbyder forklaringer på hvorfor det russiske demokrati er på et andet niveau end de europæiske demokratier, og så erPutin’s New Russia også et værk, hvor enkelte prorussiske skribenter lufter deres frustrationer over Vestens forhastede konklusioner og hurtige beskyldninger:

The West has not had a very good record of seeing Russia as it is … 

Jon Hellevig, finsk jurist og forfatter bosat i Moskva, udlægger med baggrund i russisk historie betingelserne for det russiske demokrati. En af årsagerne til, at russerne ikke er nået så langt som Vesten, er selvsagt, at russisk demokrati ikke fandtes overhovedet før efter murens fald, og at man ikke bare begyndte fra scratch men med et stort handicap. Hellevig er i den forbindelse ikke venlig overfor Gorbachev og omtaler dennes økonomiske reformer som begrænsede, formålsløse og i øvrigt grobund for en mafia der sad på både økonomisk og politisk magt.
Putin har kun haft 12 år ved magten, og kan derfor ikke bebrejdes, at de demokratiske institutioner ikke er så velfungerende som i Vesten, ikke mindst taget i betragtning, at man først skulle mafiaen til livs, inden de demokratiske processer fik en chance. Hellevig roser Putins arbejder for stemmeret, for reduktion af fattigdom og for domstolenes virke. Blandt andet er aflønning af dommere steget, så risikoen for korruption er formindsket.

Generelt er skribenterne, der alle bor eller har boet i Rusland, enige om at Putins indsats for demokratiet er enestående, og et næste skridt turde være en tættere tilknytning til EU.

Flere indlæg er ret følelsesladede i deres vrede over vestlig presses præsentation af Rusland. I forbindelse med korruption skyder canadieren Mark Chapman tilbage og afslører, at russerne med hensyn til korruption har fundet deres overmænd blandt tyskerne.

Det er interessante indlæg, nogle virker lidt hurtigt gennemarbejdet, men bogen fortjener at blive læst af mange.

Putin’s New Russia

Jon Hellevig and Alexandre Latsa (red.)

Patrick Armstrong, Mark Chapman, Aleksandr Grishin, Jon Hellevig, Anatoly Karlin, Eric Kraus, Alexandre Latsa, Niels van der Vegte, Craig James Willy

Introduction by Peter Lavelle

219 sider

Kontinent USA/Citius

Udgivet: 2012

Birte Strandby