Polka hedder en hund. Hun er på vej ud for at lede efter en ven. Hun møder mange hunde. En er for stor at lege med, en anden for lille. Til sidst møder hun Rumba, der har lige den rette størrelse for en god ven. 

Polka og Rumba har det sjovt, men roder sig alligevel ind i problemer, de ikke kan løse selv. Så er der godt, at der er store og små hunde der kan hjælpe dem.

Her er enkle, farverige tegninger af hundene og den omgivende natur med træer, blomster og sti. Teksten fylder kun få linjer på hver side. Sætningerne er korte og forståelige og der suppleres med passende udråb: Åh nej!, Vuf!

Universet er hundenes, og der er ingen komplicerede mennesker her. Det handler om at finde ud af at lege sammen, og bogen viser fint, hvordan forskellighed kan være en styrke. Dermed er der en god og letfattelig morale, og den unge tilhører vil umiddelbart kunne forstå og kende problematikker og løsninger fra egen tilværelse i dagplejen, vuggestuen eller hjemmet.

Bogen kan læses for børn fra godt et års alderen, og der er også mulighed for at se nærmere på begreberne stor og lille, når Polka møder nye hunde. Alle medvirkende hunde er venlige og hjælpsomme, og der er ingen potentielle farer eller trusler.

Det er en fin bog til de mindste der så småt er ved at vokse fra pegebogen.

Polka får nye venner

Siri Melchior

32 sider

Gyldendal

Udgivet: august 2022

Birte Strandby