Arne Hardis slutter sin bog med taksigelser til mange. Blandt andet til forlaget Gyldendal, “som har  stor velvilje til at udgive smallere bøger, end markedet råber på.”

Ja, hans bog kommer næppe på bestsellerlisterne, da den henvender sig til nørder udi historien om den tyske besættelse 1940-1945 og den forkætrede samarbejdspolitik. De, nørderne, får så vist også en velskrevet og veldokumenteret bog i hænderne.

Arne Hardis fortæller om en ganske lille flok i arbejderbevægelsen, som måske gik en smule over kridtstregen og samarbejdede alt for velvilligt med besættelsesmagten. Flere af disse vil være totalt ukendte i vore dage, da de blev stødt ud i mørket efter befrielsen.

Landets statsminister Thorvald Stauning og hans samlingsregering lagde grunden til samarbejdspolitikken. Landet skulle forsøge at få det bedste ud af det værste. Det tog en kreds af akademikere i blandt andet Arbejderbevægelsens Erhvervsråd  og fagforeningsfolk til sig. Det førte til udgivelsen af et tyskvenligt tidskrift Globus, og der blev holdt diskussioner i en “foredragsforening”. Her deltog i øvrigt en ung Jens Otto Krag, men han trak sig hurtigt, og blev som bekendt statsminister langt senere.

Flere var mere vedholdende. De var dybt fascineret af den tyske planøkonomi, som Stauning havde talt for, og som de mente også ville være sagen for Danmark. 

Med den tyske diplomat Gustav Meissner i front blev der arrangeret rejser for fagforeningsledere og andre i Tyskland. Oplevelserne blev begejstret beskrevet i Globus. 

Først efter Staunings død i 1942 begyndte flere i Socialdemokratiet at tage afstand til  gruppen og Globus. I det skjulte naturligvis.

Denne anmelder har ikke fundet det umagen værd at beskrive i de bogen nævnte personer, da de ikke siger  ret mange noget som helst. Dog skal digteren Harald Bergsted nævnes. Han var en elsket digter i arbejderbevægelsen og skribent i dagbladet Social-Demokraten. Han kom i den grad over kridtstregen. Og blev nazist. Han blev udstødt og glemt. Og dog. Bergsted skrev den fine “Solen er så rød” og “Jeg ved en lærkerede”, som de fleste kender.

Arne Hardis antyder, at Socialdemokratiet har slået flere knuder på sig og har tilpasset partihistorien så den står lidt mere glansfuld, end nogen måske vil mene. 

Pibende hængsler

Socialdemokratiet og den tyske fascination under besættelsen

Forfatter: Arne Hardis

268 sider

Udkom april 2022

Gyldendal 

Anmelder: Bjarne Gregersen