Så skete det! Grønlandsisen er smeltet, Golfstrømmen har ændret retning, og temperaturen i det lille kongerige er faldet, så alt landbrug er gået i stå, og det bliver koldere år for år. De få tilbageværende mennesker skyder sæler og samler brænde om sommeren og holder sig indendøre om vinteren. En ny istid truer, og da det lille samfund møder en isbjørn, måske den første af flere, beslutter de sig for at drage sydpå, inden kulden får bugt med dem.
Det kræver mod og planlægning for de seks voksne, de fire børn og hunden. De kan ikke regne med at finde mad undervejs, så der skal pakkes flere hundrede kilo sælkød, som skal trækkes på slæder de første mange uger.
Magnus og Freja er fortællerne. De er gift og har to børn, og på mange måder er de et sejt par, der forstår at holde modet oppe på hele selskabet, selv om Freja har det dårligt med, at hendes ældste kun svagt kan huske, hvordan et æble smager, at hendes børn får ensidig kost, og at deres daglige liv udelukkende handler om overlevelse.
Rejsen mod Sydfrankrig bliver lang og udmattende, Hamborg viser sig at være en gyser, og da de når frem til Dijon, har franskmændene sat et hegn op, og bag det er man ikke venligt indstillet overfor flygtninge fra Danmark, såkaldte ‘bekvemmelighedsflygtninge’ for de var jo ikke direkte truet på deres liv, da de forlod Danmark. Livet i flygtningelejren er sygt og umenneskeligt, og tilværelsen er tilsyneladende gået fra at være truet til at være elendig.
Mali er en spændende og skræmmende uhyggelig roman om de katastrofer menneskeheden har udsigt til, hvis vi fortsat tager de forkerte valg. Klimaskeptikerne ville nok kategorisere romanen som alarmisme, men ikke desto mindre er afstanden til vores virkelighed ikke så stor, og romanens karakterer, deres holdninger og handlinger, kunne være autentiske. Mali er tættere på os end Fagre nye verden og 1984.
Mali
Torben Mathiassen
501 sider
Forfatterskabet.dk
Udgivet: 2022
Birte Strandby
Anmeldelse fra bogmarkedet.dk: https://bogmarkedet.dk/anmeldelser/anmeldelse-mali-af-torben-mathiassen/