… og det gør det jo. Altså gælder livet – for vores efterkommere. Informations miljøjournalist gennem 30 år, Jørgen Steen Nielsen, tager fat i klimabevægelsen, demokratiets uformåen og vores generelle modstand mod at acceptere, at vi har brug for en mindre revolution i vores opfattelse af, hvordan samfundet skal fungere.

For at stabilisere den globale opvarmning ved 1,5 grader er vi nødt til at reduceres vores CO2-udladning til i praksis nul i løbet af de kommende 30 år.

Det er budskabet, og forskningsmæssigt er der ikke længere grund til at tvivle på det, men det betyder ikke, at alle køber det. Modstanden mod klimaaktivismen – og Greta Thunbergs klare udmeldinger – støder man på alle vegne. I forbindelse med behovet for reduktion af transport  skriver det tyske parti Alternative für Deutschland: Kan I ikke se det; Når vi afskaffer forbrændingsmotoren, så afskaffer vi tyskere os selv. Det er afslutningen på vores frihed – en økologisk-ideologisk planlægningsstat, et mangelsamfund.

Truslen mod forbrugerens valgfrihed gør klimaproblemerne særligt vanskelige at håndtere. Vi har i de vestlige demokratier fået friheden til at gøre som vi vil: flyve på ferie, køre i bil hen til bageren, spise bøffer. Hvem vil finde sig i at få den frihed begrænset? Kan vi overhovedet være frie, hvis vi ikke kan gøre som vi vil?

Ydermere er der grupper der føler sig oversete og provokerede af klimabevægelsen, der jo oplagt truer forretning, indtjening, økonomisk magt og liberalistisk verdensbillede. Jørgen Steen Nielsen spørger i den forbindelse om vores demokratier overhovedet kan tackle den omstillingsopgave, vi skal løse for efterkommerne. Bliver det i stedet Indien og Kina der kommer til at gå forrest, fordi Vesten ikke kan stille de nødvendige krav uden at støde borgerne på rettigheder og frihed?

Det er ikke nok med klimaaktivisme, de statslige institutioner skal også medvirke. Som Chandran Nair, leder af Global Institute for Tomorrow, siger:

Jeg mener ikke, at bilejerskab er en menneskeret. … Den eneste måde at stoppe bilindustriens katastrofer på er via regler. EU prøver at gøre det, og det bekræfter min overbevisning: Kun staten kan agere.

Og at det ikke handler om små forandringer, men en ændring af verdensbilleder siger også klimaaktivisterne, Greta Thunberg og FN’s biodiversitetspanel:

… målene om at bevare og beskytte naturen kan kun nås via grundlæggende ændringer på tværs af økonomiske, sociale, politiske og teknologiske forhold.

Forfatteren foreslår afgifter som en del af omlægning. Det forslag kritiseres sædvanligvis fordi afgifter vender den tunge ende nedad, men det samme kan man sige om bilafgifter, og der kan kompenseres med grønne checks til lavindkomstgrupper.

Trods den kraftige modstand mod at acceptere klimatruslen slutter forfatteren optimistisk, for vi har den bedst mulige platform for løsning af krisen: muligheden for at samles i et fælles mål for vores børns livsvilkår.

Som gjaldt det livet har flere interessante diskussioner og belyser fint, hvor vanskelighederne ligger for klimaaktivisterne, for demokratierne og for politikerne.

For den enkelte borger er det lettere:

Isoler din bolig, sælg bilen, og tag tog og cykel i stedet, drop de lange flyrejser, skift til LED-pærer, drop tørretumbleren og drop oksekødet.

Klimaguiden – red verden lidt hver dag har en lang række konkrete ideer til nedbringelse af det personlige CO2-aftryk.

Som gjaldt det livet

Til den nye klimabevægelse

Jørgen Steen Nielsen

168 sider

Informations Forlag

Udgivet: 2019

Birte Strandby