Revolution er en novellesamling og det andet bind i trilogien Afrika, der indledtes med Eksil og følges af Liberty i november 2009.

Novellerne bringer os vidt omkring, fra Grønland og Zaire til Nairobi og Helsinki. De første noveller rummer i modsætning til Eksil og Nordkraft lidt optimisme, men som de fleste af Ejersbos karakterer styrer en del af hovedpersonerne mod undergangen, hvad enten undergangen her er død eller slaveri og afhængighed. Det gælder grønlænderpigen, der trods sin kamp med danske fordomme har chancen for at leve et selvstændigt liv, men alligevel vælger at følge sin kriminelle, opfindsomme ægtemand ud på skråplanet, og det gælder søde, fornuftige Rachel, der hårdt presset må vælge mellem at være fattig og religiøs eller prostitueret.

De fleste stemmer er jeg-fortællere fra underklassen, og de fleste er piger, der i Ejersbos dystre og måske realistiske kvindesyn kan se sig reduceret til kroppens handelsværdi. Det gælder også den eneste repræsentant fra overklassen, indiske Naseen, hvis tilværelse går op i at vælge eller ikke vælge at spille tennis, men reelt er det hendes værdi på ægteskabsmarkedet, der afgøres. Værst går det kvinden i den særligt onde novelleSlangens vej, der dør en miserabel død som offer for magtesløse mænd.

En enkelt karakter sætter sig ud over det deterministiske livssyn: En ung mand i fortællingen Uhuru Peak, lades upåvirket af andres fordomme og besejrer sig selv, men ellers gives karaktererne ikke den store valgfrihed. Ejersbos billeder af omverdenen virker overbevisende, og indlevelsen i karaktererne troværdig. Samtidigt belyses mange forhold, der indikerer, at frihed og lighed ikke er fælles vilkår.

Forfatter: Jakob Ejersbo

304 sider
Forlag: Gyldendal

Udgivet: 31.08.2009

Birte Strandby