Engang imellem møder man en selvbiografi, der rent faktisk er værd at læse. Det gælder Bertel Haarders Op mod strømmen. Blandt andet fordi den giver os en engageret og nuanceret vinkel på skole og uddannelsessystemet gennem tiden såvel som på politiske tendenser de seneste 50 år.

Haarders forældre var forstanderpar på Rønshoved Højskole, og bogens første del handler om barndommen i en højskoleverden fra dengang højskolen var for karle og piger, og højskolerne havde eget landbrug.

Familien er kort beskrevet, forældrene og de fem søskende samt Morfar Oscar Geismar: en mand der er alt, som er forfærdende: grundtvigianer og radikal og københavner; en brandesinficeret redaktør af et radikalt blad…

Haarder blev hjemmeundervist i fire år af forældre, der helst så sig fri for myndighedernes indgriben: Da der kom en kommunal tilsynsmand for at se, om lille hjemmeunderviste Bertel har lært nok, blev han ganske enkelt smidt på porten!

Højskolen får i det hele taget mange fine ord med på vejen som et sted, hvor personlige kvaliteter blev anerkendt frem for formelle kvalifikationer, og hvor fællesskabet blev hyldet jævnfør følgende:

Vestjyske bønder i fælles følge

syldstenen sat til fremgangs kår,

hvad én ej magted’, de mange løfted’

til gavn for alle i Danmarks gård

I samme bifaldende lys fremstilles andelsbevægelserne og mejerierne der banede vej for mange fremskridt, og det undgår ikke den tidligere ministers opmærksomhed, at

HøjskoleDanmark og ForeningsDanmark er børn af en periode med meget få beslutninger fra Christiansborg. Det er Haardes holdning, at højskolerne stadig har masser af berettigelse, især hvis de ikke føler sig for fine til at kæmpe de lavereuddannedes og anderledesuddannedes sag.

Haarders mangeårige tilstedeværelse i dansk politik er også ganske omfattende beskrevet, og indflydelsen fra såvel Keynes som Milton Friedman – sidstnævnte har Haarder oplevet som underviser på Havard – afspejles da også i de førte venstrepolitikker, ligesom der omfattes en seriøs kritik af socialdemokratisk begejstring for at supplere svag ledelse med mange regler og en kritik af flere socialdemokratiske politikere. Medtaget er også Venstres kursskifte under Anders Fogh Rasmussen i slutningen af firserne, der ligeledes er beskrevet i Venstres vej til magten af Hans Mortensen.

Bogen er i rigt mål krydret med anekdoter. Således er Bertel Haarder et af de måske meget få mennesker, der ved, hvordan det lyder, når en kineser futter af i en lagkage, og om centraladministrationen fortælles blandt andet følgende vittighed:

– Ved du, hvorfor de i (x-kontor) ikke kigger ud ad vinduet om formiddagen?

– Så ved de ikke, hvad de skal lave om eftermiddagen.

Afsluttende er der en kort guide til vordende ministre og en redegørelse for Haarders syn på magtfordelingen i Danmark.

Det er let at være uenig i flere af de økonomiske principper, Haarder sværger til, og sammenlignet med socialdemokratisk hyperomsorg er moderne venstrepolitik kynisk, ligesom samme politik tilsyneladende stadig har et nært forhold til den uholdbare væksttanke, men det forhindrer ikke biografien i at være lærerig og særdeles underholdende.

Op mod strømmen – Med højskolen i ryggen

Bertel Haarder

334 sider

Gyldendal

Udgivet: 2012

Birte Strandby