En søns beretning om at tage afsked med sin mor der har Alzheimers. Hun husker dårligere dag for dag, forveksler personerne i sin familie og irriteres over sin tjenestepige. For forfatteren er de sidste måneder også den periode, hvor moderen erindrer og taler om sin tidlige ungdom og sit første ægteskab, da hun var 15. I stigende omfang omgiver hun sig med slægtninge, der er døde for længst, mens hun glemmer dem, der eksisterer i nutiden. I begyndelsen har hun jævnligt klare øjeblikke, hvor hun ved, hvem hun taler med, men stadigt oftere befinder hun sig i situationer fra barndommen eller ungdommen.
Det er fortællingen om et liv båret af pligter og opretholdelse af facade, ikke præget af megen glæde men med en basal accept af tilværelsens luner.
Det er også gennem forfatteren og moren et fortroligt indblik i en muslimsk piges liv. En pige der opdrages traditionelt og eksempelvis får undervisning i madlavning og broderi, men vedbliver at være analfabet og kun med stort besvær lærer to telefonnumre: Det til hendes mands arbejde og det til hendes yngste søn. Værket omfatter også det, der ligner et lidt uretfærdigt billede af hushjælpen Keltoum, en efterhånden sur og aggressiv kvinde, der har fået den umulige opgave at passe moren under den sygdom, der langsomt æder hukommelsen.
Det er en roman af den type, forfatteren muligvis først og fremmest skriver for selv at få afklaret forhold og baggrund, men i hænderne på en fremragende forfatter kan selv den ubehagelige vej til døden ad Alzheimers sti blive interessant læsning og litterært ret enestående.
Tahar Ben Jelloun
Oversat af Lars Bonnevie
223 sider
Samlerens Forlag
Udgivet: 8.05.2009
