Jan Sonnergaard fortsætter sine beretninger fra det mondæne caféliv i København, vi kender fra hans novellesamlinger ‘Radiator’, ‘Sidste søndag i oktober’ og ‘Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen’.

Men denne gang har Sonnergaard forladt 90’erne og taget turen tilbage til de sorte 80’eres lange dans med døden. Vi starter ved en studenterfest i Nordsjælland i begyndelsen af 80’erne holdt i skyggen af letbevægelige atomraketter og truslen om menneskehedens kollektive selvmord – camoufleret som 3. verdenskrig.

Romanen får karakter af episodefortællinger, efter at jeg-fortælleren kort inde i historien bliver slået ihjel af en knippelsvingende uro-betjent, da han tilfældigvis er i nærheden af en demonstration.
Herefter følger vi med i forskellige personers liv og tanker gennem den afdøde ‘Jan’ der åbenbart kan se alt og høre alt fra sin ellers ret begravede plads på kirkegården.

Vi får masser af dommedagsstemning fra den fremtidsløse tid. Det drejer sig om hurtige penge, rigmænd og rigmandsbørn, der så hurtigt som muligt skal brænde så meget af som muligt i den konstante rus af kokain, champagne og følelsesløs sex man lige så kunne leve i, mens man talte ned til det uundgåelige Armageddon når den senile cowboy og de paranoide generaler satte deres blodige fingre i øjnene på de røde knapper. Punkere, yuppier, studenter og kunstnere, alle er de hæmningsløse egoister og de marcherer ikke alene med døden i rygsækken, de er allerede døde. Klokken er ikke kun 23.59, den har sneget sig langt forbi midnat.

Sonnegaards portræt af 80’ernes selvfede egoflippere er både morsomt og morbidt, selvom det samtidigt er ret indforstået og måske er sjovest for de, der kender Andy’s kl. lort om morgenen og de selvdøde champagnebælte-cokeheads i deres Porcher.

Forfatter: Jan Sonnergaard
247 sider
Forlag: Gyldendal
Udg.: 16.10.09
Anmeldt af Jan Vandall