Problemet er bare, at i dag kan ingen leve af kvalitet alene. Heller ikke det offentlige. Vi har jo for fanden et frit marked!

Sindssyg, tragisk, skæg – forvaltningsromanen spidder hykleriet – omtrent som i ’Tæt på sandheden’, Vi er allesammen tossede’, ‘Høfeber’ af Panduro eller Finn Søeborgs ‘Sådan er der så meget’ fra 1950. Søeborg fandt selv, at han samfundskritiske roman var tragisk, men umiddelbart efter debuten blev han omtalt som ‘Danmarks morsomste mand’.

Sådan er Mother Earth også. Alle personer er karikerede, men ikke så meget, at vi ikke kan genkende dem fra det virkelige liv – selv i den komiske fremstilling af beslutningsprocesser, fremskaffelse af dokumentation, samtaler og et afslappet forhold til sandheden. Men som i tilfældet Søeborg er det basale budskab tragisk. Til gengæld ved vi nu mere om, hvorfor store anlægsprojekter kan gå helt skævt.

Mother Earth er et københavnsk byggeri. Et 124 meter højt hus der skal rumme lejligheder. Det er et statusprojekt med bæredygtighed som varemærke. Nu kan man indvende, at det kan knibe med bæredygtigheden for et højhus, og det er der da også en af karaktererne der gør. I det hele taget er det med bæredygtighed ganske vanskeligt at fastholde, og diskussionen giver gnidninger for ikke at sige aggressioner mellem de implicerede forvaltninger og forbrugerombudsmanden, der egentligt ikke var indblandet fra begyndelsen. Huset skal beklædes med træ. Man har bestilt cedertræ fra Canada, men på grund af tidspres, kommer canadierne til at fælde noget fredet skov, og så sendes ladningen fejlagtigt via USA, der pudser FBI på forsendelsen. Der er også problemer med betonen i byggeriet. Den er ikke bare ikke-bæredygtig. Det er meget, meget værre.

Vi følger Andreas der er ambitiøs nyansat i Økonomiforvaltningens Kontor for anlæg, vi følger også Liselotte der er direktør sammesteds, men i øvrigt døjer med en dysfunktionel søn og en ægtefælle der er groet fast i et tidligere årtusind. Og fra Teknologisk Institut kommer Claus der slås med dårligt knæ og skilsmisse. 

Der er mange involverede i byggeriet af Mother Earth, men kun få retfærdige, og hvornår tager de ordet? Årets hidtil sjoveste udlægning af statslige og kommunale beslutningsprocesser og menneskene bag.

Mother Earth

En forvaltningsgyser

Alexander Rich Henningsen

350 sider

Gutkind

Udgivet: Maj 2024

Birte Strandby