Ny Nordisk Skole og Fremtidens Dagtilbud skaber nye udfordringer for pædagogen. Hvor er pædagogens plads, og hvordan tackler man et nyt børnesyn, der fremover hæfter ansvaret for barnets problemer på de voksne i omgivelserne?
Morgendagens pædagoger kommer hele vejen rundt med forklaring og eksempler på anerkendelse, inklusion og fokus på barnets ressourcer.
I bogens sidste kapitler ses på læring og refleksion, forening af teori og praksis (transfer), dokumentation og brug af forskning, ligesom der er en diskussion af balancen mellem voksenstyrede aktiviteter og børnenes frie leg. Der er en omfattende indføring i handlemuligheder og bevæggrunde samt en glimrende argumentation for begge dele.
I daginstitutionen Skovlinden arbejder man ud fra den grundsætning, at børn opfører sig ordentligt, hvis de kan. Det betyder mere end nogensinde, at anerkendelse og inklusion bliver centrale begreber, og bogen viser med eksempler, hvad det betyder i praksis, hvordan anerkendelse – udlagt som sensitivitet i forhold til den anden såvel som accept af og respekt for den andens tilstand – er en grundlæggende holdning.
Daginstitutionen arbejder med det, de selv kalder reflekterende kultur. Det er et flydende begreb, et opgør med fastlåsthed og en kulturkompetence, der skal trænes hver dag. Senere kapitler demonstrerer også værdien af at kunne se på barnets ressourcer og bruge dem som udgangspunkt til nye fortællinger om barnet – en proces der også forkaster negativ social arv. Ud fra en erkendelse af at sproget skaber virkeligheden undgår man italesættelse af problemer, og skaber i stedet fællesskaber for barnet. Det understreges, at det er vigtigt, at barnet forstår hvad der foregår i fællesskabet, at det kan se sig selv som deltager, og at det kan bidrage.
Der er mange udmærkede eksempler på, hvad anerkendelse og fokusering på barnets ressourcer betyder, men også enkelte eksempler, hvor børn forstyrrer aktiviteter, og pædagogen griber det an ud fra gammeldags pædagogiske principper ved at tysse på barnet og derved marginalisere det og forårsage, at de andre børn også tysser. Et andet eksempel viser, hvordan en misforståelse opstår, fordi pædagogen glemmer at stille de rigtige spørgsmål. I disse tilfælde understreges det fejlagtige, men det havde været interessant også at få en rigtig løsning.
Et kapitel beskriver hvordan lærere og pædagoger sammen kan koreografere en skoledag med læring gennem relationelle samspil og social deltagelse for at bibringe barnet de bedst mulige tilværelseskompetencer. Ligeledes lægges der stor vægt på forældresamarbejdet ud fra den betragtning, at forældrene er afgørende for barnets trivsel.
Kreativitet er et af tidens mantraer, og et kapitel handler om at få kreativitet på skoleskemaet. Det er skrevet af blandt andre Lene Tanggaard, der fortæller om et begreb i forandring, idet kreativitet historisk er ved at flytte sig fra opfattelsen at det kreative menneske til det at begå sig kreativt i bestemte sammenhænge.
Der er værktøj til at fremme børns kreative adfærd og nysgerrighed, og forskning påviser en sammenhæng mellem børns leg og kreativitet, og at samme kreativitet kan stimuleres gennem bevægelse, leg og stimulering af forestillingsevnen.
Forfattere
Lis Møller, Annette Risager, Kirsten Elisa Petersen, Ulla Pedersen, Anette Schulz, Dorte Kousholt, Maria Ringsmose, Anne Raahauge, Jakob Holme Prag, Lene Tanggaard Pedersen, Einar Gylling Dørup, Tine Hjuler Nielsen, Margrethe Hjerrild, Mine Rasmussen, Dorthe Filtenborg, Louise Kastrup Scheibel, Christina Haandbæk Schmidt, Fie Lademann, Pia Nørgaard
Anja Kastrup Jensen (red.)
336 sider
Professionsserien
Akademisk Forlag
Udgivet: 2014
