Før han instruerede det seneste skud på Godzilla, hvilken jeg var imponeret over, instruerede Gareth Edwards en lignende katastrofe-monster-film men dog af meget mindre skala.

I Monsters er rumvæsener kommet til jorden, og Mexico er blevet afgrænset som en ”inficeret zone”, da disse rumvæsener både er kommet i form af en slags virus der spreder sig i junglen, men også i form af kæmpestore blækspruttelignende væsener. Andrew Kaulder, en ung journalist, får til opgave at hente sin chefs datter, Samantha Wynden, i Mexico og bringe hende tilbage til det sikre USA, som til lejligheden har bygget en endnu højere mur end den der plejer at være ned til Mexico. Filmen er i den forstand en road movie, hvor vi følger det unge par ud af landet, som en slags abstraktion for den egentlige historie som bliver fortalt i baggrunden af deres rejse. Opsætningen minder således om Alfonso Cuarons Gravity, eller Children of Men, men også J.J. Abrams Super 8 eller Matt Reeves Cloverfield, som også er produceret af Abrams. Ligesom de sidstnævnte er der et fokus på digitale medier, og hovedpersonen er som nævnt journalist, der er dog ikke tale om et reelt ”meta-element” som i Cloverfield, eller det der kunne være det, men ikke er det i Super 8.

Som mere eller mindre ”frisindet” (sådan ser jeg selvfølgelig mig selv) og sådan lidt moderne hipster-agtig anmelder med politisk-korrekthed flydende i mine bukser, hvilket lader til at ligge til anmelderslægten, så er det selvfølgelig min pligt at tolke filmen som om, det ikke er monstrene der er monstre, men derimod hovedpersonerne. ”Se hvordan de rige, hvide amerikanere udnytter de fattige Mexicanere på vej ud af landet, således at de kan ignorere dem mere i fremtiden”. I den sammenhæng kan man dog også se monstrene som et symbol på det billede den rige, vestlige verden har påduttet ulandene osv.. På den måde får vi den samme konstellation som i World War Z af Marc Forster, som handler om rige menneskers forsøg på at barrikadere sig fra alle de fattige og beskidte mennesker der frarøves deres menneskelighed i transformationen til ”zombier”. Et andet eksempel er The Impossible af J. A. Bayona, hvis hele præmis er baseret på antagelsen om, at naturkatastrofen i Thailand i 2004, kun giver mening hvis en familie af hvide, middelklasseturister oplevede det. For som vi ved, har de lokale i den slags områder ikke personligheder og kan derfor ikke være hovedpersoner i en film, de er bare ofre/”zombier”. Det er synd for dem, fordi deres skæbner er ufrivillige, men det er okay fordi vi har det dårligt med, at vi er skyld i deres skæbner (ikke tsunamien, men at de ikke har resurser til at overleve en tsunami) og desuden at vi bliver nødt til at slå dem ihjel når vi kan, ellers ville de bare røre ved os og smitte os med deres økonomiske tilstand… jeg mener dødelig virus.

Sådan en analyse kunne man lave, men det vil jeg selvfølgelig afholde mig fra her, fordi jeg ved at det er mere fortolkning end analyse og fordi jeg ved, som alle anmeldere, fordi vi er bedre og klogere og alt det der, at det kun i højere grad etablerer den skyld, som filmene allerede forsøger at etablere. En skyld som er mere end rigeligt til stede i vores verden, men ikke gør nogen forskel, hvilket jo er hele problemet med skyld, det er for det meste retrospektivt. Man kunne faktisk sige at det skyldkompleks som den vestlige verden har, som kommer til udtryk i alle vores medier og alle vores velgørende projekter, er så altomfattende, at det er forudsætningen for alle de projekter vi føler os skyldige i. Man kunne spørge sig selv hvorvidt den vestlige verden overhovedet kunne lade sig gøre uden den skyld?

Med hensyn til analyse er min holdning den, som jeg også etablerede i min anmeldelse af Godzilla, at man skal passe på med at tage ”magiske” elementer (store monstre, umulig teknologi etc.) som ren og skær metafor. Imens det stadig ikke er en balancegang jeg mestrer, så er det vigtigt ikke at kidnappe symbolet fra sin illusion, så at vi ender, som i min analyse af Spiderman, med historien om en ung mand der abstraherer fra sin impotens ved at drømme om superkræfter. Jeg vil således ikke bare sige, at monstrene i Monsters bare er hovedpersonerne, eller Mexicanerne, eller endnu bedre den symbolske manifestation af kvindens fader, som også er mandens chef, og derfor besværliggør deres seksuelle forhold. Jeg kan selv bedst lide den sidste, fordi vi imod slutningen af filmen ser to af monstrene mødes og røre ved hinanden med deres tentakler, hvilket hovedpersonerne kigger intenst på, fordi de i deres tvungent aseksuelle forhold, må stille sig tilfredse med synet. Eller rettere for at tage den mere Lacanianske vinkel, at deres seksuelle forhold kan kun lade sig gøre i den symbolske manifestering af den selvsamme patriarkalske orden, som forhindrer deres seksuelle forhold.

For at konkludere så er det sjovere at fortolke, men hvis vi skal lave noget mere seriøst må vi prøve at gå balancegangen, som i min anmeldelse af Godzilla, hvor vi forsøger at holde fast på monsteret (det magiske element) som en reel ting i fiktionen, på niveau med alt andet, men samtidig som et symbol i den forstand at hele fortællingen, nødvendigvis er et produkt af vores kultur, og derfor også kan sættes i forskellige forbindelser og perspektiver. Det handler om at holde associationerne på et sted, hvor man ikke selv er den eneste kilde til associationen, altså et sted hvor sammenligninger af filmens elementer ikke bliver til sin egen fiktion om filmens betydning. Man skal altså ikke bare komme frem til, at noget i filmen ”i virkeligheden” er noget andet, men hvordan dette element er med til at konstituere filmen som fiktion og dennes relation til den virkelighed vi kender.

Med hensyn til Monsters, så er den lidt kedelig, den lider meget under sit lille budget, særligt med hensyn til CGI monstrene. Med den undtagelse er den dog meget flot, og også i nogen grad underholdende.

5/10 (Monstrene suger strøm ud af elektronik med deres tentakler, det betyder alt muligt!)

Produktionsår: 2010

Instruktør: Gareth Edwards

Skuespillere: Scoot McNairy, Whitney Able

Spilletid: 1 time og 34 minutter